Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/203

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tende Gyldighed. Da Protokoller ved Tingene kom i Brug, blev naturligvis slige Vidnesbyrd gjerne indførte i disse, jfr. Reces 1568 Art. 6; men det varede dog meget længe, inden det ved Løven blev gjort til Betingelse for Kjøbets Gyldighed, at overdragelse til Tinge havde fundet Sted. Ikke alene enhver anden Forsamling kunde træde istedetfor Tinget; men selv en aldeles privat Overdragelse var gyldig, naar den kun var skriftlig affattet, idet den skriftlige Form endog erstattede Manglen af Vidner, – og selv et mundtligt Salg synes efter M. L. at have haft fuld Retsvirkning, naar blot Vidner havdes. – Imidlertid synes i Praxis efter den danske Lovgivnings Exempel den Anskuelse at have gjort sig gjældende, i det mindste i Kjøbstæderne, at Indførelse i Tingbogen var nødvendig til Gyldigheden af alle Transaktioner om faste Ejendomme lige over for Tredjemand. I Danmark omtales allerede i Chr. III. Dronningb. Reces af 1551 Art. 3 og Kold. Reces 1558 Art. 11 Skjødebreves Indførelse i Tingbogen, og ved Fr. 29 Juni 1553 og 22 August 1580 befales, at, naar Nogen vil sælge, pantsætte eller i andre Maader afhænde noget Kjøbstadgods, da – – skal det klarligen indtegnes udi Stadsbogen, saa man kan vide sig derefter at rette. Ved Fr. 26 Aug. 1622 blev det paabudt, at alle Skjøder, Gave eller Pantebreve, som udgives til Adelen, skulde læses eller paaskrives næste eller andet Landsting i det Land, de dateres og udgives, hvilken Bestemmelse er optagen i st. Rec. 1643, 2–2–5, der er Kilden til 5–3–39. – Men man finder allerede i 1593, at et i udskaaren Skrift udfærdiget Skjøde paa en Gaard i Bergen er blevet læst til Tinge og indført i Tingbogen, og ved en Dom af Bergens Lagting 18. April 1594 blev et Pantebrev kjendt ugyldigt i Forhold til Debitors øvrige Kreditorer, saasom «det ikke var lovligen indtegnet udi vores Tingbog for et lovligt Underpant, som Byens Vedtægt formelder og gammel Sædvane om saadan Forpantning været haver» (se Norske Samll. I. 259 og 278 fgg.). Lovbestemt blev det for Norge først ved Fr. 1 Aug. 1622, at alle Kjøb, Salg, Kontrakter, Pantsættelser eller andre Forhandlinger om Odelsgods skal ske til Tinge, hvor Godset er beliggende, og lovlig for Retten,