Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/201

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


efter F. L. IX. 4 ikke Skjødning. Jfr. M. B. K. R. 25, hvorefter Skjødning ligeledes var ufornøden, hvor Jord gaves i heimanfylgja; medens derimod Brudgommen skal «tryggva» den Sikkerhed, som han stiller for Konens Medgift (giptingarveð), naar den stilles i Jord; «því at eigi verðr løgfullt, nema tryggat sé». – Der nævnes stundum tillige, at Kjøberen har erlagt en Kjendelse, skeytningafé, skeytingsaurar, til Sælgeren for Tilskjødningen, Dipl. Norv. III. No. 697 og 802, IV. No. 120, 147 og 870; men den nærmere Sammenhæng hermed kjendes ikke. – Nægtede Nogen at tilskjøde den Anden Jord, som han var pligtig til, skulde Kjøberen efter G. L. 167, 279; F. L. XII. 2 og 4, XIV. 5 stevne ham til Tings og føre sine Vidner, og Tingmændene var da pligtige at skjøde ham Jorden med Vaabentag, hvilket for hin var lige saa bindende, som om han selv havde gjort det.

Uagtet Skjødningsceremonien efter Udtrykkene i alle de anførte Lovsteder maa antages at have været en nødvendig Betingelse for Kjøbets Gyldighed, jfr. Hk. 81, og kjendelig skal betegne en symbolsk Overleverelse, er dette dog ikke saaledes at forstaa, som om Skjødningen skulde være den Akt, hvorved Ejendomsretten overførtes fra sælger til Kjøber, saaledes at Kjøbet indtil da alene skulde have medført en personlig Forpligtelse[1]. En saadan Skjelnen i en Retshandels Effekt var overhovedet aldeles fremmed for vore Forfædres Opfatning. Tvertimod viser G. L. 40 og 78, at Ejendomsretten ved Salg af Jord som af andre Ting gik over til Kjøberen umiddelbart ved selve Salget, og at i Tilfælde af dobbelt Salg den første Kjøber altid havde Fortrinet. Skjødningen var saaledes alene en højtidelig Akt til Vidnesbyrd om den stedfundne Handel, og Tingmændenes Stadfæstelse ved Vaabentag var i sig selv intet Andet end en Anerkjendelse fra Heredsmændenes Side af den nye Ejers Ret[2]; den foregik vistnok her, som sædvanlig, stiltiende, idet

  1. hvilket derimod gjaldt i den danske Ret, se især Er. Sj. L. I. 29.
  2. Jfr. Keyser, Efterladte Skrifter II. S. 160–1 og 170. Maurer, Über das vápnatak der nordischen Rechte, i Germania N. R. IV. (XVI) S. 317–33.