Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/200

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


skulde hjemstevne sælgeren og i Vidners overvær tage Muld fra Arnestedets 4 Hjørner, under Højsædet og der, hvor Ager og Eng, og hvor Holt og Hage mødes; derpaa stevne ham til Tinge, og der fremføre sine vidner paa, at Mulden er rettelig tagen, og derhos ogsaa de vidner, som var tilstede ved deres Handel, og derefter skulde Tingmændene skjøde Kjøberen Jorden med Vaabentag. Vidneførselen kunde imidlertid bortfalde, naar Kjøber og Sælger var enige om, at Salget havde fundet Sted, og at Mulden var rettelig tagen. Skjødningen (skeyting, scotatio, af skaut, rimeligvis fordi Jorden blev lagt i Kjøberens Kappeskjød[1]) kunde ogsaa foregaa i andre Forsamlingen ved Kirkestevne, i Gildehus og paa et bemandet Skib. – F. L. omtaler ogsaa oftere Skjødning ved Salg af Jord, se IX. 4, 19, X. 28, XI. 8, XII. 1, 2 og 4, XIV. 2 og 4 o. fl., men beskriver intetsteds Ceremonierne. Af Udtrykket i F. L. XI. 8 (M. L. V. 4): leiða til bókar skeyting at taka, skulde man ledes til at tro, at den har været forbundet med en religiøs Handling, maaske et edeligt Løfte. Det fremhæves her som det væsenlige, at Sælgeren vidnesfast skulde tilsige Kjøberen Tryghed i Jordens Besiddelse, jfr. IX. 22, og til disse vidner (tryggvavitni) skulde Kjøberen svare i 20 Aar. F. L. X. 28 forudsætter, at Tryghedsvidnerne tillige er vidner om Skjødningen[2]; men IX. 4 viser dog, at Trygheds Tilsigelse var en fra Skjødningen forskjellig Akt[3]. – Skjødningen synes at have været nødvendig ikke alene ved definitivt Salg, men ogsaa ved Forsalemaal, se især F. L. XII. 1; men naar dette gjenkaldelige Salg formedelst Sælgerens Undladelse af at løse Jorden gik over til endeligt, synes ny Skjødning at have været nødvendig (Kap. 2). Ved Gave af Jord behøvedes

  1. Jfr. And. Sun. IV. 13; c. 2 X de consv. (1. 4).
  2. Tryggva-vitni, þat er skeytingar-vitni er, þat skal maðr halda ábyrgð 20 vetr, en siðan lýrittar-eið upp frá því, at þat mál er svá fornt, at þat er or tryggva-vátta ábyrgð.
  3. Með trygðum skal gefa ef jarðir eru; en ef annat fé er, sé sem váttar vitu, ok þá svá at eigi komi skeyting á, en tíundargjøf er, ok berst vitni þat. Ok svá ef maðr gefr fjórðung or fengnu fé, ok eru jarðir í, þá skal halda ef váttar vitu, þó at eigi sé skeytt.