Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Vildgaaseskind, eller, mest sandsynligt, være en billedlig Betegning for den ældgamle, ærværdige, men udvortes uanseelige, Bog, i Modsætning til Erkebiskoppens nye og pragtfulde «Guldfjæder». Maaske har det været skrevet med Runeskrift.[1]

Kong Olaf Kyrre (1067–93) sørgede efter Sagaens Vidnesbyrd ivrigt for Handelens og Næringsvejenes Opkomst. Under hans Regjering anlagdes Kjøbstaden Bergen, hvor der allerede længe før havde været en meget besøgt Handelsplads. Ligeledes indrettedes Gildevæsenet. Gilderne var oprindelig alene Klubber til selskabelig Underholdning og gjensidig Bistand, men lik i den følgende Tid stor politisk Betydning og dannede Grundlaget for Lagsindretningen saavelsom for andre Associationer til gjensidig Understøttelse. Olaf omdannede ogsaa Hofordningen efter udenlandsk Mønster. Han fordoblede Hirdens Antal og indførte 2 nye Klasser, Skutilsvenne (Kammerherrer) og Kjertesvenne (Pager). Overhovedet antog Nordmændenes huslige Liv under denne Konge et mere forfinet Præg, og større Pragt indførtes i Klædedragt og Boligens Indretning[2] (Heimskr. S. Ol. kyr. Kap. 2 og 3; Morkinsk. S. 125–6; Fagrsk. Kap. 218–20).

Under Olaf ordnedes ogsaa Kirkeforfatningen, idet der oprettedes faste Biskopsdømmer i Nidaros, Sellø (siden flyttet til Bergen) og Oslo, altsaa stemmende med Lagdømme-Inddelingen; medens der tidligere i Norge alene havde været Missionsbiskopper uden bestemte Embedsdistrikter[3] (Adam af Bremen, Hamb. Kirkehist. IV. Kap. 33).

Af de følgende Konger nævnes fornemmelig Haakon Magnussøn Thoresfostre (1093–1095), der ophævede Sven Knutssøns Forordninger om Julegaver og Told «og gav mange andre Retterbøder» (Heimskr. Magn. Barf. s. Kap. 1; G. L. 148).

Under Magnus Barfods Sønner, Sigurd Jorsalfarer, Eystein og Olaf (1103–1130) afskaffedes endelig fuldstændigt

  1. Jfr. P. G. Thorsen, Om Runernes Brug, Kbhvn. 1877 S. 7–11.
  2. Munchs Hist. II. S. 433 fgg.
  3. Munchs Hist. II. S. 422 fgg. Samll. Skr. II. S. 557 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 142 fgg. Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes II. S. 563–80.