Bevis paa, at Kontrakten var sluttet, saa at det ikke nyttede at fragaa samme. Begge de ældre Love henregner til de vitterlige Forpligtelser, som det ubetinget paaligger den Forpligtede at efterkomme uden Rettergang, hvad der var sluttet med Haandtag, for Vidner, erkjendt eller dømt (G, L. 36 og 37, F. L. X. 19–22, B. R. 157). Den bevislig sluttede Overenskomst var altsaa i sig selv ved det blotte Samtykke gyldig; men de lovbestemte Former var dog altid det Thema, hvortil Bevisførelsen i Tvisttilfælde knyttedes, og derhos indvirkede de uden Tvivl meget paa Parternes egen Opfatning af Forholdet, saaledes at disse selv i Regelen ikke ansaa det kommet videre end til foreløbige Underhandlinger, saa længe de lovlige Former ikke var iagttagne, og følgelig ansaa sig berettigede til at fragaa den «ikke haandsalede» Forpligtelse med sin Ed. Det synes ogsaa, at Loven har betragtet Tilsidesættelsen af de vedtagne Former ved en Retshandels Afslutning som en Utilbørlighed, som røbende Hensigt at besvige hinanden, jfr. Hkb. 81, hvorefter Salg af Jordegods er ugyldigt, naar det ikke er haandsalet, og Undladelse af at tage Vidner ved Handlers Afslutning belægges med en Bod af 6 Ører for hver af Parterne til Kongen. Jfr. ogsaa Rb. 11 Juni 1302 Slutn. (gl. L. III. S. 134).
Ved enkelte Lejligheder foreskrives imidlertid Vidners Nærværelse paa en saadan Maade, at den synes at have været en nødvendig Betingelse i det mindste for Tredjemands Forpligtelse til at respektere Forholdet, navnlig ved Fuldmagt, G. L. 36, 45, 47, 277, F. L. XIV. 2, M. L. VI. 17, VIII. 8, 2, og ved Gjælds Betaling, G. L. 119. Se og G. L. 50 om Pant; 51 om Ægteskabsstiftelse; F. L. XIII. 1 jfr. M. L. VII. 1 om Jordleje, Lejlændingens Besiddelsestagelse af Jorden og Landskyldens Betaling; B. R. 169 om Fragtslutning m. v.
Ved Salg af Jordegods fandt en højtidelig Skjødningsceremoni Sted[1], der beskrives i G. L. 292, og kjendelig skal betegne en symbolsk Besiddelsestagelse af Jorden. Kjøberen
- ↑ Jfr. Kofod Anchers saml. Skr. II. S. 413 fgg. Stemann, Den danske Retshistorie S. 465.
