Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Man skjelnede nu mellem den tællede og den vejede Mynt (eyrir talinn og veginn), og naar Nogen vilde opfylde sine Forpligtelser i den gangbare Mynt, var Modtageren ikke pligtig at modtage denne efter dens paalydende, men alene efter dens virkelige Værdi. Kun de engang for alle lovbestemte Betalinger, som Bøder og Skat, maatte altid kunne fyldestgjøres med Landets til enhver Tid gangbare Mynt (jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 10). At den prægede indenlandske Mynt skulde være tvunget Betalingsmiddel, som Enhver var pligtig at modtage efter dens Paalydende, blev først Regelen ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, se Rb. 1 Novbr. 1311, der først forbyder at vrage Kongens Mynt, hvilket i den følgende Tid gjentagende indskjærpes under strenge Straffe, Chr. IV. L. VII. 10 og Chr. V. N. L. 5–3–50.

Heller ikke med Hensyn til Besidderens Ansvar synes der at have været gjort nogen Forskjel mellem individuelle og generiske Præstationer. G. L. 36 og M. L. VIII. 4 siger saaledes i Almindelighed om alle fjársóknir, at dersom en Fordringshaver ikke til den fastsatte Tid vil modtage sit Tilkommende, skal skyldneren beholde samme uden Leje (Rente) og alene være ansvarlig for sine Forsømmelser (við handvømmum sínum) jfr. G. L. 269, 277 og 286. Det samme antydes ogsaa ved de Udtryk, der jevnlig benyttes, naar der tales om Gjenløsning, efter at Løsningssummen er bestemt: at Løsningsmanden skal passe paa (veita vørð) sin Jord, og den Anden paa sine Penge, saaledes G. L. 274, 276 jfr. 269, M. L. VI. 8, VIII. 18 o. fl., og hvor kjendelig menes virkeligt Metal.

§ 31.
Formerne for Retshandlers Stiftelse.

Det er i det Foregaaende fremhævet, at vore gamle Love ingen skjelnen kjendte mellem en Retshandels forbindende Kraft for Parterne selv og lige over for Tredjemand, men opretholdt enhver lovlig Forføjning i den fulde Udstrækning, hvori det mellem Parterne var vedtaget. Paa den an-