Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/196

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ling paa denne Maade G. L. 223 jfr. 43 Slutn. foreskriver udførlig, hvorledes de Ting skulde være, som kunde anvendes ved Betaling af Bøder; deriblandt nævnes endog Jordgods og Skibe. En Ko ansættes her til en Værdi af 2½ Øre, og der regnedes almindelig 6 Alen Vadmel paa en Øre, hvilken Beregningsmaade (efter sakmetinn eyrir) holdt sig ved Bøders Betaling lige ind i det 13de Aarhundrede. Ifølge G. L. 266 og 274 skulde Betalingen ved Odelsløsning erlægges halvt i ædelt Metal og halvt i Trælle; efter F. L. XII. 1 og 2 synes Meningen at være, at der ved Indløsningen af Forsalejord alene skulde anvendes Guld og Sølv; men M. L. VI. 12 tillader desuden at anvende Kreaturer, Korn, Smør og andre Varer; Chr. IV. L. foreskriver derimod, at Indløsningen skal ske med «Guld eller Sølv eller slig Mynt som i Landet gangbare ere», – Myntede Penge benævnedes silfrmetinn eyrir, og regnedes paa Sverres Tid at være af dobbelt Værdi mod sakmetinn eyrir, eller 1 Øre = 12 Alen vadmel (Heimskr. Magn. Erlingss. S. Kap. 16; Sverres S. Kap. 103). Eftersom Kongerne i den følgende Tid mere og mere foretog den daarlige Finansoperation at slaa slet Mynt[1], blev det selve det ædle Metal (brent gull eða silfr) der betragtedes som det egentlig sande Værdimaal, medens de myntede Penge (gángs silfr) alene benyttedes som Betalingsmiddel efter Kurs (auraløg), jfr. F. L. XII. 1 og M. L. VI. 12[2].

  1. Sverres Pendinge (= 1/30 Øre) vejer blot 71/10 Æs, medens de efter virkelig sølvværdi skulde holde over 15 Æs. Under Magnus Lagabøter og hans Sønner gjaldt Mynten ikke mere end en Tredjedel af sit Paalydende i virkelig Sølvværdi, og under Magnus Erikssøn og hans Efterfølgere sank den endnu dybere, lige til en Sjettedel. – Se C. A. Holmboe, de prisca re moneteria Norvegiæ, Chr.a 1854; Schive, Norges Mynter S. 55; Munchs Hist. Unionsperioden I. S. 882–86 og II. S. 93–5.
  2. F. L. XII. 1: En ef silfr gengr betra eða dæligra, þá lausn er á jørðu borin, heldr en þá gekk, er jørð var keypt, þá skal hyggja at, hver þá váru auraløg, er kaupinu var keypt, ok skal þetta fé gera jafngott hinu, er þá var til auralaga at virða. – M. L. VI. 12: Hann skal hánum greiða í slíku fé, sem hann hefir til, í gulli eða brendu silfri eða gángs silfri, kýr ok korn, smœr ok vøru, jafnmikit sem hann mátti kaupa með því gulli ok brendu silfri, er hann keypti þá jørð með, ok 6 skynsamir menn meta, at þetta fé sé eigi verra en þat, er fyrir jørðina var greitt.