Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/190

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

skjel, om Tingen var løst eller fast Gods, eller om Retten bestod i den fulde Ejendomsret, eller i en afløst Bestanddel af denne. – Besiddelsen synes ikke at have været tillagt nogen væsenlig Betydning ved Spørgsmaalet om Rettens Anerkjendelse, men alene at have medført Beskyttelse mod Selvtægt og saaledes den Begunstigelse at kunne indtage Sagvolderens Stilling[1], G. L. 34 og 141, F. L. IV. 50 fgg. M. L. VIII. 1 og 13, B. L. ibid.; jfr. G. L, 40, 49, 50, 78, F. L. XIII. 17, M. L. VII. 6, se og F. L. XIII. 1, der endog vil, at, naar den paa Gaarden boende Lejlænding bestrider den tilflyttendes Ret; skal den første optræde med Lovfæstelse og Søgsmaal, da i modsat Fald den Tilflyttende skal have Gaarden. Overdragelse af Ejendoms- eller Brugsret kunde saaledes ske ved den blotte Overenskomst, uden at overleverelse var nødvendig, saavel med Hensyn til fast Gods som Løsøre, og i Tilfælde af dobbelt Salg, Leje eller Pantsættelse, havde altid den ældste Kontrahent Fortrinet. Underpant kunde stilles saavel i Løsøre som i fast Gods, G. L. 50, 115, F. L. IX. 28, Hk. 126, M. L. VIII. 20. – Paa den anden Side maatte Enhver, som havde indladt sig med urette Vedkommende, finde sig i at tabe Retten, hvor god Grund han end havde haft til at forudsætte, at hans Hjemmelsmand var lovlig dispositionsberettiget, og, om end Ejeren selv frivillig havde overdraget en Anden Besiddelsen eller Bestyrelsen af sin Ting, var dette ikke til Hinder for, at han kunde omstøde hans uberettigede Forføjninger over Tingen; selv om det er en Medejer, som uden de øvriges Samtykke afhænder den fælles Ting, kan disse reklamere den, hvis det ikke ved Lodkastning afgjøres, at Afhænderen skal raade, G. L. 48 og 49, F. L. XI. 4 og XIV. 2, M. L. V. 1 og 2 Slutn. VI. 17[2], og VIII. 19. Det var derfor ogsaa

  1. Dóms er hverr maðr verðr fyrir fé sínu at hafa.
  2. Ef landsdróttinn segir, at umboðsmaðr hefir tekit af eign hans ok sér nýtt … en hann (Besidderen) kallast keypt hafa af þeim, er þá átti, þá hafi hann skilrík vitni til þess. En af hánum bresta þau vitni, þá meti 6 skilríkir menn, hvers landsdróttinn hefir mist, ok sœki hann með útbeitslum; … sœki þann er af dró, eða hans arfa, en til eignar þann, er þá er handhafi at jørðunni.