Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


roede paa Havfiske, skulde yde Kongen Landslod; Hvert Skib, som for af Landet, skulde holde et Rum til Kongens Raadighed tvert over Skibet, og hver Mand, som for til Island, skulde yde Kongen Told; Gods, som fandtes i Jorden, skulde høre Kongen til. Derhos skulde én dansk Mands Vidnesbyrd danne fuldt Bevis imod Nordmænd. – Ved Kongens Fordrivelse blev disse Anordninger vistnok at betragte som bortfaldne; udtrykkelig ophævede blev de dog først sednere af Kongerne Magnus den gode, Haakon Thoresfostre og Magnus Barfods Sønner; det sees, at Harald Haardraade virkelig har bragt dem i Anvendelse (Heimskr. Ol. s. helga Kap. 253 jfr. FmS. Har. harðr. s. Kap. 58 og 59).[1]

Om Kong Magnus den Gode (1035–1047) beretter Snorre (Heimskr. Magn. góða s. Kap. 16 og 17), at han i Begyndelsen af sin Regjering førte en temmelig haard og vilkaarlig Styrelse; men paa sine Venners, navnlig skalden Sighvats Forestillinger forandrede han sit Forhold. «Kongen raadførte sig med de forstandigste Mænd, og de kom da overens om sine Love. Siden lod Kong Magnus skrive den Lovbog, som endnu er i Trondhjem, og er kaldet Graagaasen». Herved menes uden Tvivl, at Magnus ophævede Sven Knutssøns Forordninger, hvilke han tidligere havde bragt i Anvendelse (G. L. 148). Ved den Lovbog, som Magnus lod skrive, maa vistnok ikke forstaaes nogen ny Lov, men alene en skriftlig optegnelse af Frostatingsloven, hvilket saaledes er første Gang, skreven Lov omtales i Norden. Da det omhandlede Haandskrift udtrykkelig paaberaabtes under Striden mellem Kong Sverrer og Erkebiskop Erik som et autentisk Vidnesbyrd om eden hellige Olafs Lovs (Sverris Saga Kap. 109 jfr. 117), og Haandskriftet endnu paa Snorres Tid var i Behold, synes der ikke at være afgjørende Grund til at bestride Traditionen om, at optegnelsen er skeet ved Kong Magnus’s Foranstaltning.[2] Navnet «Graagaas» kan enten være kommet deraf, at Haandskriftet har været indbundet i

  1. Munchs Hist. I. 2. S. 815 fgg.
  2. Munchs Hist. I. 2. S. 849 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I S. 125–6. Jfr. derimod Maurer, i Ersch u. Grubers Encyclopædie, Sect. I. Bd. 96 S. 389 fgg.