Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/186

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

berettigede Adgang til, uden at foretage nogen Lysning, at indløse Jorden, lige til en ny Æt odelshævdede den, og at denne Ret har tilkommet ethvert Medlem af Familien, uden Hensyn til, om han var født før eller efter Gaardens Afhændelse, synes der ingen Grund til at bestride. – Havde derimod Lovbydelse fundet Sted, tabte de odelsberettigede sin Ret, hvis de ikke lyste Forfald, og i ethvert Tilfælde efter 60 Aars Frist. Mod ufødte Prætendenter var saaledes i dette Tilfælde Besidderen betrygget. M. L. VI. 10 viser tydelig, at Forfaldslysningen alene kom den tilgode, som selv havde foretaget den, og at Bevis for, at Jorden har været lovbuden, er Besidderen urokkelig, med mindre Prætendenten beviser om sig selv, at han var pengeløs ved Lovbydelsen og at han tillige har lyst dette Forfald hvert lode Aar[1]. – I de i VI. 7 udtrykkelig nævnte Tilfælde havde imidlertid Lovbydelsen ingen Virkning, ligesom den jo ved Gaver ingen Anvendelse kunde have.

Chr. IV. L. udelod Bestemmelsen i M. L. VI. 7, om at Odelsretten til bortskjænket eller ulovligen solgt Jord aldrig skulde kunne præskriberes, og tilføjede i dets Sted i V. 6, at alle de Odelsjorder, som man bekommer med lovligt skjøde eller med lovlige Gaver af rette Ejer, og besidder i rolig Hævd i 30 Aar, det beholder man angerløst for Odel uafvundet. Ligeledes siges det udtrykkelig i V. 10, at Faderens ulovlige Salg af Børnenes Odelsgods i deres umyndige Aar uden Lovbydelse maa rygges inden 30 Aar. – Hermed indførtes altsaa en almindelig Præskription af Løsningsretten i 30 Aar, uanseet om Lovbydelse havde fundet Sted eller ikke, og Lovbydelsens eneste Betydning blev saaledes nu, at den gjorde Pengemangels-Lysning hvert 10de Aar nødvendig, Kap. 4, 2det Passus; men da dette var en tom Formalitet; og Terminen var den samme, 30 Aar, i hvert Tilfælde, bliver

  1. Skal þá verjandi leiða fram vitni, er þat beri: at þar váru vit nær, er þessi jørð var løgboðin ok skeytt undir þenna mann ok hans ættlegg. Nú ef hánum fullnast þessur vitni, þá verðr hánum sú jørð at óðli, nema hinn leiði fram nauðsynjarvitni sín, at hann var félaus þá er jørð var boðin, ok þat með at hann lýsti á hverjum 10 vetrum, at hann var sýnn at brigðarmanni.