Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/184

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

der var tilstede, og at Nogen skulde blive uvidende om Lovbydelsen, var neppe tænkeligt. Mærkeligt nok er det ogsaa, at Odelspaatale i Sagaerne saa godt som ikke nævnes.

Alene lige overfor Kongen synes Ættens Løsningsret at have været stærkere. Medens nemlig Jord, som var skjænket af eller til Kongen, vistnok aldrig kunde reklameres, hvor ikke saadant udtrykkelig var forbeholdt (jfr. G. L. 129, F. L. XII. 4, M. L. VI. 6), ser man dog af G. L. 271, at Odelsjord saavel kunde løses af Private fra Kongen som omvendt af Kongen fra Private, og at Præskriptionstiden i begge Tilfælde er 3 Kongers Regjeringstid, dog saa, at flere samstyrende Konger tilsammen regnedes som en[1] (jfr. F. L. XIV. 7). Bestemmelsen, der aabenbar alene har Hensyn til Kongedømmets, ikke Kongens eget Gods, fik vistnok for Privates Vedkommende især Anvendelse paa Jord, som forbindes under Kronen, jfr. F. L. Indl. 2, M. L. IV. 2 og X. 1, der udtrykkelig tillægger Arvingerne Løsningsret i 10 Aar til den Odelsjord, som blev forbrudt for Thegngilde[2]. For Kongens Vedkommende maatte dette vel kun gjælde solgt eller pantsat Jord, samt alle Afhændelser af det egentlige Krongods, hvilke ifølge en Bestemmelse af Sigurd Jorsalfarer[3] altid af Eftermanden kunde omstødes. – Efter F. L. XII. 4 stod derimod Kongen ganske udenfor Odelsrettens Reglen han skulde hverken bydes eller selv byde nogen Mand Jord. – M. L. VI. 6 siger udtrykkelig, at Kongen staar i selvsamme Stilling til Odelsjord, som enhver Anden, «dersom han ikke

  1. Nú ef jørð kemr undir konung, þá skulum vér undan ármanni hans þá jørð brigða, … ok hafa brigt fyrr en þriggja konunga æfi sé liðin. En ef eigi er þá brigt, þá liggi jørð sem komin er. En þó at konungar sé þrír senn at landi, þá er þat þó eins æfi. Nú vill konungr jørð undan oss brigða, þá skal ármaðr hans þá brigða svá sem várr hverr undan øðrum. Hann skal þá ok hafa brigt fyrr en þriggja konungs æfi sé liðin, ella liggi jørð sem komin er. Eigi skal þá brigða, er konungr er innan fylkis þar sem sú jørð liggr.
  2. Odelsjord, som var erlagt i Mandebod til Private, kunde derimod efter G. L. 270 Slægten aldrig søge tilbage, da den strax blev Modtagerens Odel.
  3. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg. S. 19.