Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/180

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

beholde sin Ret i 60 Aar efter Lovbydelsen; 2) Fraværelse udenlands, eller indenlands i Kongens Ærende; 3) Sygdom, og 4) Ubekjendtskab med Lovbydelsen; i de sidste 3 Tilfælde maatte Odelsmanden gjøre sin Ret gjældende inden 12 Maaneder efter sin Tilbagekomst til Fylket eller efter Forhindringens Ophør, se M. L. VI. 4 og 10. – Ved denne Adgang til gjennem Lysning at forbeholde sin Forkjøbsret, hvilket tidligere alene havde tilkommet den, der havde afhændet Jord med kontraktmæssigt Forbehold af Løsningsret (solgt Jord «til stefnu« eller «til mála«, «til forsølu«, modsat «til skeytingar«, se G. L. 272 jfr. 276 i Slutn. og 293, F. L. XII. 1 og 7, M. L. VI. 12 og 13), – maatte Lovbydelsen tabe det meste af sin praktiske Betydning, og Forkjøbsretten i Virkeligheden gaa over til en Løsningsret, og denne opfatning fremlyser ogsaa paa forskjellige Steder af M. L. – og ved denne Forkjøbsrettens overgang til Løsningsret blev den allerede forud store Lighed mellem Odelsjord i en Fremmeds Besiddelse og Jord, som blot var overdraget Besidderen til brugeligt Pant (solgt til Stevne eller Maale), endnu mere fremtrædende, og det i den Grad, at man i den følgende Tid endog overførte Reglerne for Løsningssummens Bestemmelse fra denne til hin, saa at ogsaa Odelsjord kunde løses for den i sin Tid erlagte Kjøbesum, se Chr. V. L. 5–3–5 sidste Halvdel, – der ikke fandtes i Kilden, M. L. VI. 5, Chr. IV. L. 4, – samt 5–3–16, der i Kilden, M. L. VI. 11, jfr. F. L. XII. 3, alene angik Forsalejord. Omvendt findes Bestemmelsen i F. L. XII. 4, M. L. VI. 5, at Odelsmanden alene skal løse Godset for egen, ikke for nogen Fremmeds Regning, at være overført paa Forsalejord, se f. Ex. Herredagsdom af 22 Juli 1578, D. Mag. 3 R. II. S. 4.

Dersom Jorden ikke før Salget havde været lovbuden, var Frænderne berettigede til at omstøde Salget (ripta kaup, brigða jörd), G, L. 277, 278 og 289, F. L. XII. 6 og 7, M. L. VI. 8–10. Fremgangsmaaden herved (jarðarbrigð, landabrigð) var stemmende med den, som skulde iagttages ved Lovbydelsen: Odelsmanden skulde udsige Besidderen om Høsten og stevne ham inden Løverdag før Midfaste Søndag det følgende Aar til at fravige Jorden mod Løsningssum-