Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/177

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


havde de øvrige Medlemmer af Ætten (óðalsnautar[1]) Forkjøbsret (boð) til samme for den Pris, som en Fremmed vilde give, og Ejeren var derfor pligtig til først at lovbyde Gaarden til sine Frænder (bjóða), se G. L. 276–278 og 287–291; F. L. XII. 4 og 5; M. L. VI. 4, 6 og 7. Dette gjaldt ikke alene i Tilfælde af Jordens definitive Salg, men ogsaa ved dens overdragelse til Brugspant eller Salg mod Gjenkjøbsret (til stefnu eða mála, til forsølu); dog var han i sidste Tilfælde efter G. L. 288 ikke pligtig at byde Jorden til sin egen Søn.[2] Efter F. L. kunde Lovbydelsen foregaa til enhver Tid, og inden 1 Maaned derefter maatte da Odelsmanden indfinde sig og kjøbe Gaarden. Efter G. L. skulde derimod Besidderen fare til Tings om Høsten i det Fylke, hvori Jorden var beliggende, og der byde de Odelsmedberettigede at indfinde sig Thorsdagen i Paaskeugen det næste Aar og kjøbe Jorden for saa meget, som Andre byder for den; dog skulde det sandes med Ed, at Budet er alvorlig ment. Ligesaa skulde efter F. L. XII. 4 og M. L. VI. 5 Odelsmanden sværge, at han vilde kjøbe Jorden for sin egen, ikke for nogen Andens Regning. Meldte der sig samtidig flere Odelsmænd for at kjøbe Jorden, afgjordes deres indbyrdes Forret efter deres Forhold til Besidderen; hvorledes striden skulde løses, naar der samtidig meldte sig flere lige

  1. Óðalsmaðr synes egentlig nærmest at betegne den, der faktisk udøver Odelsret, medens óðalsnautar bruges om samtlige de Medberettigede, jfr. M. L. VI. 8.
  2. G. L. 276: Nú vill meðr selja óðalsjørð, þá skal hann á þing fara um haust ok bjóða óðalsnautum sínum at kaupa, þá skulu þeir koma til þórsdag i páskaviku ok reiða hánum aura slíka, sem aðrir menn vilja keypt hafa úskyldir; þá skal sonr hans kaupi næstr. Nú vill maðr úskyldr kaupa, ok tortryggvir sá er næstr er kaupi, at hinn vill svá dyrt keypt hafa, þá skulu þeir báðir sverja kaupi ok sali, at svá vil ek selt hafa, ok svá vil ek keypt hafa. Nú ef hinn vill eigi svá kaupa, þá skal hann selja til heimils hveim sem hann vill. – 277: Nú kaupir maðr jørð úboðrna, þá megu óðalsnautar þat kaup ripta. – 288: Nú vill maðr jørð selja til stefnu eða til mála, þá skal bjóða þeim fyrst fyrir váttum, er óðrli eru næstir; bjóða því at eins syni sínum, ef hann vill.