Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/175

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ikke til den oprindelige Odelserhverver, og denne Ret strakte sig saa langt som Slægtskabet selv efter Kirkens Opfatning, d. e. indtil Ægteskab kunde tillades mellem den ene og den andens Datter, d. e. efter de ældre Love til 7de og efter M. L. til 4de og 5te Grad (se G. L. 282, M. L. VI. 1[1]).

Var der flere lige odelsberettigede Medarvinger, skiftede de Odelen mellem sig, overensstemmende med Forskrifterne i G. L. 87, F. L. XIV. 4, M. L. VI. 3, Chr. IV. Lov ibid., der indeholder de almindelige Regler for Jordskiftning, og er Kilderne til Chr. V. Lovs 5–2–68. Det bestemmes her udtrykkelig, at i Tvisttilfælde de skal raade, som vil, at der skal skiftes i de største Stykker, paa hele eller halve Gaarde, hvori altsaa ligger, at ingen Enkelt havde noget Krav paa at beholde Gaarden udelt, med mindre Arveladeren efterlod lige saa mange Gaarde af ens Størrelse, som der var Odelsarvinger. M. L. V. 7 fastsatte imidlertid, at af flere Sønner skulde den ældste alene have Ret til at tage Hovedbølet, og de øvrige paa sin Lod tildeles andre lige gode Odelsjorder efter lovlig Vurdering. Heri er Aasædesrettens Princip først ligefrem udtalt, og dette er videre udført i Chr. IV. L., der i Almindelighed bestemmer, at overalt, hvor der er flere Medarvinger til en Gaard, skal den ældste Broder og, hvor ingen Broder eller Brodersøn er til, ældste Søster nyde Aasædet til Gaarden og give de andre Medarvinger Fyldest for deres Anpart i Jord eller andre Varer, eller, om dette ikke kan ske, Landskyld for deres Part. Denne Bestemmelse er Kilden til Chr. V. L. 5–2–63, der dog har udvidet den alene om Odelsjord gjældende Regel til at gjælde om alt Jordegods uden Hensyn til Odel, jfr. Rec. 1539 Art. 19.

Forsaavidt Odelsmedarvingerne ikke selv vilde bruge sin Del af Odelsjorden, var en odelsmand fortrinsberettiget til at faa bygslet af dem alt det, som laa samtunes med hans

  1. Nú skipta brœðr tveir eða fleiri óðlum sín í millum, eða konur þær sem óðlum skulu fylgja, þá skal í þá kvisl óðal hverfa, sem lotin eru, bæði at boðum ok at ábúð; bjóða því at eins í aðra kvisl, at þá sœki þrot eða aldauða arfr verði. En eigi skiljast óðul fyrr með þeim, en hverr má eiga dóttur annars.