Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Datter arvede sammen med Sønnesøn (Søster arvede altid alene) tog denne Odelsgodset, medens hun fik sin Lod i Løsøre (G. L. 103). Var der ingen andre Arvinger efter en Mand end Døtre eller Søstre, og Odelsgodset saaledes tilfaldt dem, kunde vel ingen fjernere Frænde løse det fra dem; men hvis sednere den ene fik en Søn og den anden en Datter, havde efter Kap. 275 han Ret til at løse Godset fra sin Moster eller dennes Datter paa samme Maade med en Femtedels Afslag; men fik derefter nogen af disse en Søn, medens han blot efterlod Døtre, havde igjen hin Ret til at løse Godset tilbage fra sit Næstsødskendebarn for den samme Pris, og nu skulde det forblive der, hvor det var kommet[1]. – Endvidere bestemte G.L. 294, at, naar en Mand efterlod en Søn og en Sønnesøn (hvoraf den første efter Kap. 103 udelukkede den sidste fra Arv), skulde dog Sønnesønnen være berettiget til at tilløse sig fra sin Farbroder den Del af Odelsgodset, som hans Fader vilde have arvet, om han havde levet, for en Femtepart under dets Værd. – Hvor sammødre Broder arvede sammen med Fættere paa Mandssiden (brœðra synir), tilfaldt Odelsgodset disse, medens hin tog Løsøre.

F. L. VIII. 3 bestemmer ligeledes, at, naar Datter og Sønnesøn arver sammen, har den sidste Ret til at indløse fra sin Faster den hende tilfaldne Del af Bedstefaderens Odelsjord, men kjender intet til noget Femteparts-Afslag i Prisen, og synes heller ikke at have nogen fra den almin-

  1. Nú verðr kona baugrýgr, verðr hon bæði arfa óðals ok aura, ok á engi maðr undan henni at leysa. Nú eru þær konur, er óðalskonur eru ok óðrlum skulu fylgja: dóttir ok systir ok føðursystir ok bróðurdóttir ok sonardóttir. Þær eru baugrýgjar tvær: dóttir ok systir; þær skulu baugum bœta ok svá taka sem karlmenn, ok svá eigu þær boð á jørðum jafnt sem karlar. Nú eru þær arfar føður síns; nú elr ønnur dóttur eina en ønnur son einn, þá skal sonr leysa undan frændkonum sínum, sem løg eru til (Kap. 274). En ef enn skiptist um, ok elr hon son en þeir dœtr, þá skulu þeir leysa undan þeim slíkum aurum, sem hann leysti undan mœðr þeirra, ok skal þá liggja jørð kyrr þar sem komin er; þá er jørð komin þrysvar undir snúð ok undir snældu.