Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/171

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ejede den før Kongen, og at ingen Mand skal lovbyde til Kongen, og ikke Kongen til nogen Mand, hvori vel bogstavelig kun ligger, at Modtageren ikke kan rokkes af Nogens Odelsret, men hvis Mening upaatvivlelig er, at Modtageren selv bliver odelsberettiget[1]. Bestemmelserne i G. L. 271 angaar alene Kongedømmets, ikke Kongens private Odel, jfr. 129, se og M. L. VI. 6.

Ved en Retterbod af Magnus Lagabøter, eller maaske af hans Fader, tilføjedes først et bestemt Antal Aar, nemlig 60, efter hvilken Tid Jorden altid blev Besidderens Odel, se M. L. VI. 2. Iøvrigt er Betingelserne: 1) at Jorden har ligget under 3 Slægtled og er kommen under det 4de, 2) at den er given af Kongen uden nogen modsat Betingelse, eller 3) erhvervet ved Mageskifte mod Odelsjord. – Disse Bestemmelser er gaaede over i Chr. IV. L. Odelsb. Kap. 1 alene med Forkortelse af Hævdstiden til 30 Aar og til 3dje Slægtled. – Chr. V. L. 5–5–1 og 2 forkorter yderligere Terminen til 20 Aar, og har Intet om Nedarven gjennem visse Generationer eller om overdragelse af Kongen.

Naar nogen Ejer af Odelsgods døde, gik hans Odelsjord over til hans Arvinger paa sædvanlig Maade. Dog gjaldt her adskillige Afvigelser, idet Mandslinjen havde en fortrinlig Ret til at arve Odelsjorden, selv om Kvinder eller Beslægtede paa Kvindesiden var lige saa nær arveberettigede. – Efter G. L. 274 og 275, jfr. M. L. VI. 1, var ingen andre Kvinder end Datter, Søster, Faster, Broderdatter og Sønnedatter arveberettigede til Odelsgods; men kun Datter og Søster havde Ret til, hvis de var eneste Arvinger (baugrýgjar, jfr. ovf. S. 86), at beholde Godset; de øvrige odelsberettigede Kvinder maatte derimod taale, at den nærmeste mandlige Frænde, skjønt fjernere arveberettiget, indløste odelsgodset fra dem for en Femtepart mindre end dets Værd. Hvor

  1. Engum manni verðr jørð at óðali, fyrr en 3 langfeðr hafa átt ok kemr undir hinn fjórða samfleytt. En ef konungr skeytir manni jørð, þá skal þá jørð engum manni bjóða, þó at hann vili selja, hvergi er átti áðr, ef konungr átti síðan heimila. En engi maðr skal bjóða konungi jørð, ok eigi konungr øðrum manni.