Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/170

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Efter at de borgerlige Uroligheder i det 12te og 13de Aarhundrede havde ødelagt de gamle Slægter, og den til de forskjellige samfundsklasser som saadanne knyttede personlige Ret var bortfalden (jfr. ovf. S. 84), saa at Haulder efter Loven ikke nød synderligt Fortrin fremfor andre Bønder, maatte Odelsrettens i dette Hensyn grundede Betydning snart bortfalde. Men til samme Tid maatte det reelle Fortrin, som Grundbesiddelse i og for sig medførte, og den store Interesse, som Landalmuen følte ved den sikrede Adgang til at komme i Besiddelse af en Gaard, mere og mere træde i Forgrunden, og i M. L. finder vi denne Opfatning gjort gjældende i stor Udstrækning, idet her Odelsretten kjendelig fremtræder som en overvejende reel Ret for visse Personer til at komme i Besiddelse af en vis Gaard, – medens dens væsenlige Element efter den ældre Ret var et personligt Fortrin paa Grund af saadan Besiddelse.

I det følgende Tidsrum gik Opfatningen altid mere og mere i samme Retning, og Odelsretten blev tilsidst udelukkende af tinglig Betydning.

Den ældre Gulatingslov, der i det Hele indeholder de ældste Bestemmelser, siger i Kap. 270, at de Gaarde skal følge Odelen (d. e. i Henseende til Arv og Lovbydelse behandles som Odelsjord), der 1) er gaaede gjennem 5 Slægtled og er komne under det 6te (er afi hefir afa leyft[1], jfr. Kap. 266[2]), 2) som er betalt i Mandebod (jfr. 223), 3) som er tagen i Brandarv (Kap. 108), 4) som er skjænket som Hædersgave af Kongen til hans Tjenestemænd (heiðlaunað), 5) givet af Kongen som Drikkeløn, 6) givet som Løn for Barns Opfostring (jfr. 129), eller 7) mageskiftet mod Odelsjord. – Al anden Jord, tilføjes der, skal følge Løsøret (jfr. 285).

F. L. XII. 4 sætter som Betingelse alene, at Jorden har ligget under 3 Slægtled og er kommen til det 4de, og tilføjer om Jord, som Nogen har faaet overdragen af Kongen, at den Jord behøver han ikke at lovbyde, hvem der saa

  1. Se dog Munchs Hist. IV. 1 S. 512–13.
  2. Þeir skulu telja til langfeðra sinna 5, er átt hafa, en sá hinn setti er bæði átti at eign ok at óðrli.