ene Ende af Landet til den anden (Heimskr. Hák. s. g. Kap. 21).[1] – Kongens Forsøg paa at indføre Kristendommen tog, som bekjendt, en aldeles uheldig Ende. Antageligt er det dog, at Lovenes Bestemmelser om Julehøjtiden og Julegilder hidrører fra Haakon (Heimsk. Hák. s. g. Kap. 15 jfr. G. L. 6 og 7).
Under de paafølgende korte og urolige Regjeringer kan vi ikke vænte at finde synderlige Spor af Lovgivningsvirksomhed, og navnlig synes Olaf Tryggvessøns Virken for Kristendommens Indførelse ikke at have haft nogen blivende Indflydelse paa Lovgivningen.[2] – Af Vigtighed er derimod en Beslutning, fattet paa et Høvdingemøde under Erik Jarl 1014, hvorved Tvekampen blev afskaffet som retsligt Afgjørelsesmiddel, og alle Ransmænd og Bersærker erklærede fredløse (Gretters S. Kap. 19).
Kong Olaf Haraldssøn (1015–1030) kuldkastede Underkongedømmet i Norge, saa at fra nu af Rigets Udelbarhed blev gjældende Regel; hvorimod flere Medarvinger forvaltede Regjeringen i Fællesskab (Heimskr. Olafs s. helga Kap. 74, legend. Saga Kap. 29, Fagrsk. Kap. 98).[3] – Olaf fik omsider Kristendommen fuldstændig indført i Norge, og foretog derefter en almindelig Revision af alle 3 Landslove, idet han lod sig Lovene foredrage i de viseste Mænds Overvær; og tog fra eller lagde til, hvor det tyktes ham fornødent. Denne Revision, hvorved naturligvis Halfdan Svartes og Haakon Adelstensfostres Love lagdes til Grund, maa have været meget
- ↑ Munchs Hist. I. 1. S. 712–25. Keysers Afhandlinger S. 420–24. Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 133–41. Maurer, Art. «Gulaþing» i Ersch u. Grubers Encyclopædie der Wissenschaften und Künste, Sect. I. Bd. 96.
- ↑ Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes zum Christenthume I. S. 313–16.
- ↑ Munchs Hist. I. 2. S. 575–80. Keyser, Den norske Kirkes Historie I. S. 78–9.
