Det er i det Foregaaende omhandlet, at de oprindelige Ejendomsbesidder-Slægter i Norge udgjorde en fortrinlig anseet, ved en højere personlig Ret udmærket Klasse i Samfundet (Haulder). Dette Grundejer-Aristokrati var imidlertid ikke afsluttet; enhver Slægt, som i tilstrækkelig lang Tid havde besiddet Grundejendom i Bygden, hørte ipso jure til Hauldernes Klasse, og paa den anden Side tabte Ætten sin Hauldsret, naar Familiegodset gik ud af dens Besiddelse. Dette i Forbindelse med den Omstændighed, at Folket i det Hele lagde saa megen Vægt paa Grundbesiddelse paa Landet og paa Gaardenes regelmæssige Nedarven fra Fader til Søn, – og som medførte, at ingen Mand gjerne definitivt skilte sig ved sin Gaard (deraf Lejlændingsforholdets og Brugspantets store Udbredelse), – bevirkede baade, at Arveretten til saadanne Familiegodser (óðal, óðalsjörd) var undergiven forskjellige nærmere Bestemmelser, sigtende til at bringe samme paa den Haand, hvor de efter den almindelige Opfatning nærmest hørte hjemme, nemlig til slægtens naturlige Repræsentanter, – og at der gaves den hele Hauldsæt Midler ihænde til at forebygge, at Familiegodset, hvorpaa hele Ættens sociale Stilling beroede, skulde gaa ud af Slægten og over i Fremmedes Besiddelse.
Det oprindelige Begreb om et Familiegods er naturligvis, at det gjennem en lang Række af Slægtled har været besiddet af Søn efter Fader. Derhos var det, som det synes, Regel, at den Jord, som Kongen skjænkede nogen Mand, forsaavidt den ikke var nogen anden Æts Odel, strax blev Odel for Modtageren og hævede dennes Æt op i Hauldernes Klasse. Ligesaa var tvende Hauldsætter berettigede til at bytte sin Odel, saa at Retten for Fremtiden fulgte de respektive Magelæg. Endelig synes der at have været visse honorable Erhvervelsesmaader, hvorved Odelsjord kunde overdrages paa saadan Maade, at den umiddelbart blev Modtagerens Odel; men kun den ældre Gulatingslov indeholder endnu herhen hørende Bestemmelser.
