Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/168

Denne siden er korrekturlest

Boet er tilstrækkeligt, efter at al anden Gjæld saavelsom Forlagsøre er dækket. – Sønner og Døtre var efter G. L. pligtige af egne Midler at betale sin Faders Gjæld, selv om de ingen Arv erholdt; men denne Forpligtelse, der ikke omtales i F. L., blev udtrykkelig hævet i M. L. – Undlod nogen Fordringshaver forfaldsløst at indfinde sig ved Stevnet, havde han efter de ældste Love uden Tvivl tabt sit Krav (jfr. G. L. 122); men efter M. L. havde han alene tabt sit Krav i Boet, saa at de Fordringshavere, som paa Grund heraf havde erholdt mere, end der efter dettes Tilstand skulde tilfaldt dem, ikke kunde tilpligtes at tilbagebetale noget; men han kunde dog søge Arvingen, hvis Boet havde givet noget Overskud^[1]. – Angaaende Beviset for Gjældens Virkelighed, samt i Nægtelsestilfælde dens Betaling, mærkes G. L. 38 og 39 samt 116 jfr. 59, M. L. VIII. 2 og 6, hvorefter dette maatte ske med Vidner; dog kunde Kreditor altid kræve juramentum ignorantiæ af Arvingen^[2]. – De Fattige, som Arveladeren havde haft at forsørge, skiftedes som anden Arv. – Noget offentligt Tilsyn med Skiftet fandt ikke Sted, og hertil findes først Spor i en Anordning for Bergen af 17 Juni 1551 (Paus S. 310–11), se og Sorenskrivernes Andragende af 9 Oktbr. 1628 og Anordn. af 2 Januar 1628 (Evensens Samll. II. 3 S. 84 fgg.).

Om Arvesøgsmaalet se G. L. 120–124; F. L. VIII. 16 og 17, IX. 7, 22, 23, 26, 27, 29 og 30; B. R. 32; M. L. V. 16–19, B. L. ibid.

↑ M. L. V. 12: Sá er eigi kemr til at sjaund, sœki sitt með váttum, ef fé er til, ok stefna erfingja til vátta søgu. En þeir, sem fyrir nauðsynjar sakir koma eigi at sjaund, ok ef fé er eigi meira, en hinir hafa áðr tekit, er fyrri komu, þá gjaldi þeir aptr, er fyrri tóku, ok missi allir, sem tala rennr til, ok er erfingi við skildr, ef hann bauð til løgliga.
↑ Nú er sá dauðr, er skuld átti a gjalda, en hinn lifir, er heimta á, þá kemr hann eigi til skuldar nema með váttum, því at engi skal vinna eið fyrir brjóst hins dauða. En hann skal þann eið vinna, at eigi var sú skuld, svá at ek vissa; þá vinnr hann fyrir sitt brjóst en eigi hins dauða. – Nú stendr sú skuld 20 vetra eða 20 vetrum lengr, þá fyrnist sú skuld fyrir váttum. En hann má koma hánum til eiða at hváru; því at í salti liggr søk, ef sœkjendr duga.

[1] M. L. V. 12: Sá er eigi kemr til at sjaund, sœki sitt með váttum, ef fé er til, ok stefna erfingja til vátta søgu. En þeir, sem fyrir nauðsynjar sakir koma eigi at sjaund, ok ef fé er eigi meira, en hinir hafa áðr tekit, er fyrri komu, þá gjaldi þeir aptr, er fyrri tóku, ok missi allir, sem tala rennr til, ok er erfingi við skildr, ef hann bauð til løgliga.

[2] Nú er sá dauðr, er skuld átti a gjalda, en hinn lifir, er heimta á, þá kemr hann eigi til skuldar nema með váttum, því at engi skal vinna eið fyrir brjóst hins dauða. En hann skal þann eið vinna, at eigi var sú skuld, svá at ek vissa; þá vinnr hann fyrir sitt brjóst en eigi hins dauða. – Nú stendr sú skuld 20 vetra eða 20 vetrum lengr, þá fyrnist sú skuld fyrir váttum. En hann má koma hánum til eiða at hváru; því at í salti liggr søk, ef sœkjendr duga.

[1]

[2]