Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/162

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


betegner Ætledningen nærmest som en Adoption, en Betydning, som den allerede synes at have antaget i Dommen af 1318.

Betingelsen for Ætledningens Gyldighed var imidlertid altid, at den næste Arving gav sit Samtykke; dog kunde efter de ældre Love en myndig Søn give Samtykke paa sine umyndige Sødekendes Vegne, men dette blev udtrykkelig forandret i M. L. Ceremonien foregik i ældre Tider saaledes, at Ætlederen skulde gjøre et højtideligt Gilde paa 3 Saald øl og slagte en 3 Vintres Oxe, gjøre en Sko af Skindet paa dennes højre Forben, hvori først Ætlederen skulde stige, holdende sine umyndige Børn paa Armen, dernæst den, der skulde ætledes, og endelig de øvrige Arvinger, som gav sit Samtykke. Den, som ætledede, skulde sige: «Jeg leder denne Mand til det Gods, som jeg giver ham, til Gjald og til Gave, til Sæde og til Samkvem, til Bod og til Bauger og til al Ret som om hans Moder havde været lovligen gift». Efter M. L. og Chr. IV. L. foregik Ætledningen paa den Maade, at Ætlederen, Ætledingen og de samtykkende Arvinger skulde gaa tilsammen til Kirken, og alle berøre Evangeliebogen, medens Ætlederen udtalte ovennævnte Ord. – Det var ikke just nødvendigt, at Ætlederen var Ætledingens egen Fader, skjønt dette af de ældre Love forudsættes som det sædvanlige Tilfælde; men det siges udtrykkelig at ogsaa andre Frænder kunde ætlede: saaledes den ene Broder den anden, og Farbroder sin Brodersøn (jfr. G. L. 57 Slutn.); kun maatte ifølge F. L. IX. 21 (jfr. XII. 5), der dog ikke har noget tilsvarende i de øvrige Love, Mænd ikke ætlede Kvinder og ikke Kvinder Mænd. Iøvrigt kunde saavel Mænd som Kvinder ætlede og ætledes. Ved Ætledningen undergik saaledes ikke den Ætlededes virkelige Slægtskabsforhold nogen Forandring; men den afhjalp alene Mangelen ved hans Fødsel, saa at han anerkjendtes som fuldberettiget Medlem af Ætten; det siges ikke, at han skal betragtes, som om hans Moder var Ætlederens Ægtehustru. Men da det dog vistnok var det sædvanlige, at alene Faderen ætledede sit Barn, blev det udtrykkelig udtalt i Dommen af 1318, og derfra kom det ind i Chr. IV. L.; skjønt denne Lov, ved sin Betingelse: at den,