Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/160

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


som ved Fæstemaalet udtrykkelig stiftedes, og hun indtog forsaavidt ganske en Kreditors Stilling i Boet. – Den Længstlevendes Arveret for en Broderlod efter Chr. V. L. 5–2–19 er indkommet fra den danske Ret, jfr. J. L. 1. 6.

Arveretten var efter de gamle Love ligesom nu tildags afhængig af, at Arvingen bevisligen overlevede Arveladeren. Kunde det ikke bevises, hvem af dem var død først, betragtedes de som døde samtidig, saa at ingen arvede den anden, F. L. IX. 2, M. L. V. 10.

Ifølge F. L. III. 11 var de ved paafølgende Ægteskab legitimerede Børns Arveret tildels afhængig af de efter Ægteskabet fødte Børns Kjøn; men dette bortfaldt ved den nye Lovgivning.

Efter G. L. 122 jfr. 119 skulde myndig Arving kræve sin Arv paa 7de eller 30te Dag efter Arveladerens Død, hvor det almindelige Opgjør af Boet (Kap. 115 jfr. 23) skulde foregaa; i modsat Fald havde han tabt sin Ret Var han fraværende, skulde han have søgt sin Arv inden 12 Maaneder efter at han var kommen tilbage til Fylket. Umyndige skulde have gjort sin Arveret gjældende inden 5 Aar efter opnaaet Myndighed, d. e. inden sit 20de Aar[1]. Ved F. L. IX. 29 og 30 og M. L. V. 18[2], Chr. IV. L. ibid., bestemtes Præskriptionstiden til 10 Aar efter opnaaet Myndighed. Arv skulde søges som vitterlig Gjæld. Søgte Nogen sin Arv i et andet Fylke, end den var falden i, havde han efter G. L. 120, jfr. M. L. V. 16, forbrudt sin Ret.

§ 27.
Fortsættelse. Ætledning. Testamenter og Gaver.

Den Tilsidesættelse, som alle Uægtefødte i Henseende til Arveret og, i det mindste Tybaarne, ogsaa i Henseende

  1. Nú sitr maðr inni at sjaund eða at þrítugsmorni, fulltíða maðr, ok kallar eigi til arfs, þá á hann alldrigi uppreist at þeim arfi síðan.
  2. Hvervitna þar sem maðr kallar eigi til arfs fyrir fáfrœðis sakir ok er þó til kominn, þá hafi sóttan innan 10 vetra þeirra, sem hann er innanlands ok or úmegð. Nú eigu menn arfi at skipta … Nú ef sumir koma eigi til, þá skal skipta fyrir váttum, ok leggi hluti á: þá skal hann þann hlut hafa, er þá hlytr hann.