Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/159

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


jfr. G. L. 104 i Slutningen, hvor der for det Tilfælde, at Moderen dør, før Barnet kommer til Verden, bestemmes, at hendes øvrige Arvinger tager hendes Hjemmegift, hvorimod Barnet arver hendes Tilgave (úborins erfð).

I den følgende Lovgivning til Udgangen af det lede Aarh. undergik Arvereglerne ingen videre Forandring. Ved Rb. af 2 Maj 1313 § 3 gaves Moderen Arveret efter sit uægte Barn i 6te Arv, næst efter Frillesøn, forsaavidt hun selv var ægtefødt og Barnet ikke avlet i Hor eller Blodskam; sammes § 2 frakjender den i Hor skyldige Ægtefælle Arveret efter sit Barn til hvad dette tidligere maatte have arvet efter den Uskyldige, og § 1 frakjender Fader Arveret til sit Barns mødrene Odel. Ved Fr. 8 Juni 1591 blev, dog kun for adelige Personers Vedkommende, Søstres Arveret i Forening med Broder, halv Lod mod denne, udstrakt til al Arv, ogsaa udenfor Descendensen.

Ved Chr. IV. L. af 1604 skede den gjennemgribende Forandring i den ældre Arvegangsorden, at den Uægtefødte aldeles udelukkedes fra al Arv efter Fader og Fædrenefrænder, hvis han ej var ætledet; medens Ætleding, der her maa betyde Adoptivbarn, flyttedes ned til 5te Arv, paa Frillesøns tidligere Plads. Derhos gjennemførtes Repræsentationsretten i hele Descendensen paa samme Maade som i Chr. V. L., og Søster kaldes i al Arv sammen med Broder, men halvt mod denne. Disse Forandringer skyldes uden Tvivl fornemmelig dansk Rets Indflydelse. Iøvrigt stemmer Arvetavlen i Chr. IV. L. ganske med M. L.; Arverettens Grænse er sat ved 7de Mand, hvilket vistnok er ment efter civil Regnemaade.

At Ægtefæller som saadanne ikke havde nogen Arveret efter hinanden, var i ligefrem Konsekvens med de Gamles Opfatning af Ættens Forhold i det Hele. Dog synes det at fremgaa af F. L. IX. 5, at Manden arvede sin Kone, naar hun døde i hans Hus, uden at efterlade sig Slægtarvinger. At Hustruen efter Mandens Død kunde kræve sin Tilgave i hans Bo, forsaavidt der ikke bestod Fællig mellem dem, var ingen Arveret; uagtet hendes Udarvinger, forsaavidt hun døde barnløs før Manden, ingen Ret havde til samme. Ti Konens Ret til Tilgave var en ligefrem skjønt eventuel Fordring,