Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/150

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


hans Samtykke til sit Ægteskab, forstaar det sig, at han ogsaa maatte forsørge Børnene; havde den ene af Forældrenes Herre givet sit Samtykke til Ægteskabet, den andens ikke, beroede det følgelig paa denne, hvis der var Formue i Boet, at tilegne sig den, men, hvis der var Fattigdom, at frasige sig det Hele. – Ifølge F. L. IX. 11 gik derimod Pligten for Herren og hans Efterkommere til at forsørge den Frigivne og dennes Efterkommere ganske ved Siden af Retten til at tage Arv efter disse, saaledes at det paalaa Faderens tidligere Herre at forsørge 2 Tredjedele, og Moderens Herre (eller, hvis hun var aarbaaren, hendes Frænder, at forsørge 1 Tredjedel af deres trængende Børn. – Det er heller ikke sandsynligt, at Gulatingslovens mod alle Kristenretternes Bud saa ganske stridende Regel i Virkeligheden har været anvendt i sin hele Strenghed (jfr. Kap. 298).

At Trængende gik omkring og tiggede, ansaaes utilladeligt; var det Børn eller skrøbelige Folk, medførte det Bøder for den, hvem deres Forsørgelse paalaa (G. L. 70, jfr. F. L. IX. 25 Slutn., M. L. V. 15); arbejdsføre Tiggere var retløse, og kunde efter F. L. X. 39, B. R. 163 af hvemsomhelst tages og benyttes som Trælle, hvis de ikke udløstes med 3 Mark. Det synes derhos, at de i den ældre Tid, for at erholde sin Ret tilbage, offentlig maatte love, at afholde sig fra at tigge: kaste Stav og Skræppe fra sig paa Tinget. Men denne haanlige Form er afskaffet ved M. L. IV. 28, der bestemmer, at arbejdsføre Tiggere ikke skal have nogen Ret, om de bliver bortjagede med Prygl; men saa snart de ophører med sit Tiggeri og selv eller ved sine Frænders Hjælp kan skaffe sig det Fornødne, skal de igjen indtræde i Nydelsen af personlig Ret[1].

Fremfor alt drog Kirken virksom omsorg for de Fattiges Pleje. Foruden den udstrakte Godgjørenhed i mange forskjellige Retninger, som den selv øvede, var en Fjerdepart af Tienden i hvert Sogn henlagt til de Fattige, og paa visse

  1. En þegar sem hann fær sér matar sjálfr ok klæða eða vápna, eða frændr hanns gefi hánum, þá er hann þegar réttnæmr, þó at hann kasti eigi staf né skreppu á þingi.