Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/149

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Folk behandles som umyndige og forsørges og vogtes af sine Arvinger[1].

Ganske paa samme Maade paalaa Forsørgelsen af skrøbelige og vanføre Fattige deres nærmeste Arving, som besad Midler dertil. Havde den Fattige slet ingen Frænder, som kunde forsørge ham, skulde han underholdes af Menigheden ved at flyttes fra Gaard til Gaard i Bygden (M. L. VII. 57[2], Chr. IV. L. 55, Kilde til Chr. V. Lovb, 3–12–24 til 28, jfr. F. L. Indl. 17), eller ved at tinges i Lægd paa en vis Gaard (festa í vist, G. L. 70, M. L. V. 15).

Forsørgelsen af fattige Frigivne paalaa, saa længe de ikke havde gjort sit Frelsesøl, altid den forrige Herre (Skapdrotnen) som deres eneste Arving; hvis de havde gjort sit Frelsesøl, paalaa Forsørgelsen nærmest deres Børn, der var pligtige at arbejde for dem; men hvis disse ikke formaaede det, paalaa den fremdeles Herren (G. L. 63 jfr. 66; F. L. IX. 11 og 13 jfr. 15). Derimod havde Herren efter Gulatingsloven ingen Forpligtelse til at forsørge sine Frigivnes trængende Børn: Var Moderen fribaaren, skulde Børnene forsørges af hendes Frænder; men hvis begge Forældre var Frigivne, havde Ingen nogen Forpligtelse til at sørge for deres efterladte Børn; disse skulde da blive Gravgangsmænd. Hvis imidlertid Herren havde tilegnet sig sin Frigivnes Efterladenskaber, fordi denne ikke havde gjort sit Frelsesøl og ikke erholdt

  1. Ef menn sjá œði á manni, þa bindi sá er vill at orsekju ok hafi til þings ok bjóði frændum; leysi þar ok segi af sína ábyrgð. En allum óðum mønnum eigu menn verð at veita at orsekju, en óðr maðr er úmagi arfa síns, en hann verðr eigi úmagi arfa síns, fyrr en hann veit, at hann er óðr, ok hann má koma høptum á hann ef hann vill.
  2. Fátœka menn alla þá, er frændr þeirra hafa eigi forlagseyri til fyrir þá at leggja, þá er hverr bóndi skyldr at flytja þá, því at svá þarf fátœkr maðr guðs sem hinn er meira á, ok flyti eptir boðburð allir or bœ, ok flyti til hins næsta bœar. … En ef hinn vill eigi við taka eða inn láta leiða, er fyrir sitr, þá nefni sá vitni við, er flutti, ok ábyrgi hinum síðan, er við skyldi taka. Eigi skal flytja fátœka menn síðan sólu er sett. En þeir sem sjálfir flytja sik, hafi húss heimil á vetr at gjaftarmáli. Nú skal fátœka menn herbyrgja um nætr en reka eigi út síðan sólu er sett.