Kongen, hvis han lod ham gaa omkring og tigge, saavel som hvis han lod ham omkomme paa Grund af Mangel. Ved M. L. V. 22 jfr. VII. 57 blev Ansvaret for at lade den Nødlidende omkomme af Mangel forøget til de almindelige Drabsbøder og Thegngilde; medens Straffen for at lade sin Umage gaa omkring og tigge ved V. 15 bestemtes til 6 Ører. – Havde Nogen maattet forsørge en Trængende, som han var pligtig at underholde, uagtet han ikke var hans nærmeste Arving, og den Forsørgede siden enten ved Arv eller paa anden Maade erhvervede Formue, bestemte M. L. V. 23 jfr. Chr. IV. L. ibid., at Forsørgeren efter hans Død skulde være berettiget til at kræve Erstatning for sit Udlæg, dog uden Renter. Havde Nogen derimod forsørget en Fattig, uden at han var pligtig dertil, skulde han søge sin Løn hos Gud, men ikke kræve noget Vederlag af den forsørgedes Bo.
Paa samme Maade som Børn, betragtedes ogsaa den Voxne, der formedelst legemlig eller aandelig Skrøbelighed eller Nød ikke kunde hjælpe sig selv, men maatte forsørges af Andre, som úmagi. – Lovene forbyder at berøve nogen myndig Mand Bestyrelsen af hans Gods, saa længe narrer ved sine fulde Sjæls- og Legems-Kræfter og ikke aabenbar forspilder Godset. Men i modsat Tilfælde kunde hans Arvinger ifølge G. L. 126 og M. L. V. 19, B. L. ibid.[1] gjøre ham umyndig og skifte hans Bo, jfr; M. L. V. 7 første Arv, der tilføjer, at, naar en Mand «bliver sine Børns úmagi», kan hans forhen afdøde Sønners Sønner indløse fra sine Farbrødre det Odelsgods, som vilde tilkommet deres afdøde Fædre. – Parallelstedet i F. L. IX. 20 jfr. B. R. 165 forbyder imidlertid ubetinget at skifte Mandens Bo, saa længe han lever,» men tillader alene hans Arving at tage det under sin Varetægt og anvende det fornødne deraf til Bestridelse af hans sømmelige Underholdning, men han maa ikke sælge Godset. – Ligeledes skulde efter F. L. IV. 32, M. L. IV. 9, vanvittige
- ↑ Engi maðr skal fé fyrri skipta eða arfi, en þess sé leyfi til, er á, nema menn sjá, at med spellum fari. Ef maðr hefir vit sitt ok má búi sínu ráða ok kaupum, ok er hestfœrr ok ølfœrr, þá skal hann sjalfr fé sínu ráða, ok má því engi maðr skipta.
