Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvorvidt Nogen paa Grund af egen Fattigdom kunde vægre sig ved at forsørge sine trængende Slægtninger, var den samme som for, hvor meget der af et Barns egen Formue maatte anvendes til hans Underholdning, nemlig Indkomsten af en Kapital paa 4 Mark, hvilket ogsaa i denne Forbindelse kaldes Forlags-Øre, saaledes, at man var pligtig at forsørge en Trængende for hver 4 Mark, man ejede. Forsaavidt den nærmeste Arving ikke ejede tilstrækkelig Forlagsøre, skulde den Fattige føres videre ned i Ætten, indtil Forlagsøre fandtes[1].

Angaaende Børnenes Forsørgelse, hvor Nogen blev fredløs og forbrød sit løse Gods, bestemmer F. L. V. 13, at, hvis den Fredløse ejer Jord, som hans Arving tager, medens Kongen tager hans øvrige Gods, skal hans Fattige fordeles mellem hans Arvinger og Kongen i Forhold til Godsets Værdi efter Mænds Skjøn; men hvis den Fredløse ikke ejer Jord, og Kongen tager alt hans Gods, skal han ogsaa forsørge hans Fattige; i dette Tilfælde skal der af den Fredløses Gods afsættes Forlagsøre til Børnene, indtil den ældste er myndig, «thi ikke skal ætbaarne Mænd gange i Kongens Gaard»; jfr. M. L. X. 2 No. 9 Slutn. – Forældreløse Fattigbørn, der ingen Slægtninger havde, skulde efter F. L. II. 2 forsørges af hele Fylket, en Maaned paa hvert Sted.

Forpligtelsen til Børnenes Forsørgelse varede til deres Myndighed, altsaa efter de ældre Love det 15de Aar (jfr. F. L. IX. 25) og efter den nye Lov det 20de Aar. Dog fremgaar det af Forudsætningen i G. L. 115 og M. L. V. 14, at man har tænkt sig, at Børnene, hvis de er friske, allerede fra sit 12te Aar selv bør kunne fortjene sin Føde uden at falde Andre til Byrde. – Undslog Nogen sig for at overtage Forsørgelsen af en Fattig, hvortil han var pligtig, stod han til Ansvar for ham, og forfaldt efter G. L. 130 jfr. 70 og F. L. IX 25 Slutn. i en Bod af 3 Mark Sølv til

  1. G. L. 118: Hann skal taka svá marga (úmaga) af, sem hann á forlagseyri til, en þeir fari um fram, er af ganga, þeim á hendr er þá eru næstir arfi, ef sá á forlagseyri til. En ef hann á eigi forlagseyri til, þá skulu úmagar fara fram í ætt, til þeir hitta á forlagseyri.