L. V. 18, B. L. ibid. i 10 Aar efter opnaaet Fuldmyndighed. – Dersom Værgen benægtede, at Myndlingen havde naaet den lovlige Alder, skulde efter F. L. IX. 26 Moderen eller den nærmeste Mødrenefrænde bekræfte hans Alder med sin Ed.
Noget Spor af Tilsyn fra det Offentliges Side med Værgemaal findes ikke før end i en Anordning af Bergens Lagting 17 Juni 1551 (Paus S. 310), hvor det bestemmes, at Fogden og Almuen i hvert Skibrede skal opnævne 6 gode Mænd, der paa Arveskifter har at paase de Umyndiges Tarv og vaage over, at Værgerne er vederhæftige eller stiller Sikkerhed, og i Mangel deraf skal ansætte andre Værger, selv udenfor Frændernes Tal. Se og Fr. 7 April 1619, der indførte Overformyndere i Kjøbstæderne (Kilde til Lovb. 3–20).
Var de umyndige Børn trængende, paalaa deres Underholdning paa samme Maade som Værgemaalet de nærmeste Arvinger, forudsat at disse selv ejede det Fornødne. Dog var Moderen efter Faderens Død, hvis hun havde Midler dertil, efter G. L. 117 jfr. M. L. V. 14 Slutn. altid nærmest forpligtet til at forsørge sine trængende Børn; efterlod Manden tillige Børn af tidligere Ægteskab, paalaa disses Forsørgelse hans Frænder; men dersom hans Børn af det andet Ægteskab ejede Formue, skulde denne først anvendes til deres Halvsøskendes Underholdning. – Fattige Slægtninger betrængte-des ganske som anden Arv og skiftedes som saadan (G. L. 115, 127 og 130; F. L. IX. 25[1] jfr. XI 5; M. L. V. 14, 20, B. L. ibid.); samme Regel gjaldt, om ogsaa Forældrene var ilive, naar de formedelst Armod var ude af Stand til at forsørge sine Børn, i hvilket Tilfælde Faderens Frænder efter G. L. 118, jfr. F. L. IX. 11, skulde overtage 2 Trediedele og Moderens 1 Tredjedel af Børnene til Forsørgelse. M. L. V. 15, B. L, ibid. siger alene, at Børnene skal skiftes mellem Faderens og Moderens Slægt i Forhold til deres Andel i Boet (sem felag þeirra var). – Regelen for,
- ↑ Ef úmagar einir eru eptir hins dauða ok ekki fé, hann skal þó taka úmaga ok fœða til þess, er einnhverr þeirra sé 15 vetra gamall. En þá síðan hafi hann vitni við ok mæli svá, at ek orka eigi at fœda þau: þá varðar hánum síðan alls ekki, at þau gángi síðan á ván.
