Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


saa meget Gods, som denne skulde have at tilsvare, G. L. 119; F. L. IX 22.

Værgen maatte ikke føre Myndlingens Gods ud af Fylket eller af Byen (eller efter F. L. af Lagdømmet), med mindre han stillede tilstrækkelig Sikkerhed. Undveg han lovstridigen med Godset, skulde han efter F. L. IX. 28 tilsvare det med en Halvparts Forøgelse. Var den nærmeste Værge uvederheftig og ikke kunde stille Sikkerhed, eller han boede udenfor Lagdømmet, og ikke inden samme ejede saa meget Gods, at det kunde skjønnes at afgive tilstrækkelig Sikkerhed, gik Værgemaalet over til den næst paafølgende Arving uden at dette dog fik nogen Indflydelse paa den eventuelle Arveret efter Myndlingen. – Forsømte rette Værge at overtage Værgemaalet, maatte han efter F. L. IX. 24 tilsvare det Tab, som den Umyndige derved kom til at lide, – og samme Ansvar paalaa efter IX. 28 den subsidiært Værgepligtige, hvis han forsømte at kræve Sikkerhed, naar han kom til Kundskab om, at Værgen vilde drage bort med den Umyndiges Gods.

Iøvrigt var Værgen i enhver Henseende den Umyndiges fuldkomne Repræsentant. Hans Handlinger, selv Afhændelse af Jord til Betaling af den arvede Gjæld, var ifølge F. L. IX. 22 lige saa forbindende for den Umyndige, som om denne selv havde foretaget dem; og Værgen kunde efter F. L. IV. 38 med bindende Virkning slutte Forlig angaaende Fornærmelser, tilføjede Myndlingen. – Ifølge F. L. IX. 23 havde imidlertid den Umyndige, naar Værgen ulovlig havde forspildt hans Gods, og var uvederhæftig til at fyldestgjøre hans Krav, Ret til selv fra Tredjemand at søge sit Gods tilbage; dog først efter at have søgt Fyldestgjørelse hos Værgen til det yderste (til lindalags). G. L. taler derimod, ligesaalidt som M. L., om nogen saadan subsidiær Ret for den Umyndige lige over for Tredjemand, men tillægger alene Myndlingens Krav en Fortrinsret i Værgens Bo lige med Enkens Krav for sin Hjemmegift, og foran hendes Tilgift og Gaver (G. L. 115, M. L. V. 13, B. L. ibid.). – Myndlingens Søgsmaal mod Værgen præskriberes, som Arvesøgsmaal i Almindelighed, efter G. L. 119 i 5 Aar, og efter F. L. IX. 29 og M.