115[1] jfr. 119, 127 og 128 Slutn.: F. L. IX. 22–28 jfr. XI. 5; M. L. v. 13 og 14, B. L. og Chr. IV. L. ibid. – ved Værgemaalets Overtagelse skulde den Umyndiges Gods vurderes og Værgen havde i sin Tid at tilsvare ham saavel Kapitalen (innstœða) som Renten (ávöxtr), med Fradrag af hvad deraf medgik til hans Underholdning (innstœðu-eyrir, forlags-eyrir). Som Regel i denne Henseende gjældte efter Gulatingsloven, der er gjentagen i Magnus Lagabøters Love, at Renterne af en Kapital af 4 Mark efter 12½ pCt. = 4 Ører om Aaret, skulde ansees som tilstrækkeligt til den Umyndiges Underholdning, og et saadant Beløb kande anvendes af selve Kapitalen, hvis Formuen ikke afgav saa meget i Rente, indtil den Umyndiges 12te Aar; efter den Tid skulde han kunne fortjene sit Ophold ved sit Arbejde (vera matlaunarmaðr). – Efter Frostatingsloven synes Underholdningspengene at have været ansatte til 5 selvberegnede eller 2½ vejede Ører aarlig (jfr. V. 13); ligeledes synes man her at have fordret, at den Umyndiges Kapitel skulde bibeholdes uformindsket, saa at Værgen maatte selv tilskyde det fornødne, hvis Indkomsterne ikke strakte til, jfr. IX. 22 og XI. 5, medens paa den anden Side Værgen synes at have haft Ret til uden videre at beholde, hvad Myndlingens løse Formue kastede af sig, og alene at have maattet gjøre Regnskab for Indtægterne af Jordegodset med Fradrag af Forlags-Øre[2]. – Var den Umyndige saa rig, at den lovbestemte Forlagsøre ansaaes for knapt, kunde efter M. L. V. 14, der i denne Henseende dog neppe fastsætter noget Nyt, Frænderne bestemme et passende forøget Beløb til den Umyndiges Underholdning og til Værgen for hans Ulejlighed; Resten af Indkomsterne skulde komme den Umyndige til Fremtarv. – Havde Værgen modtaget den Umyndiges Gods uden vurdering, kunde denne, naar han var bleven myndig, med sin egen Ed efter sine Frænders Anvisning sigte Værgen for
