Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Faderen svarede for sine Børns Handlinger, indtil de havde fyldt efter G. L. 190 og B. R. 48, 49 og 51 jfr. 97 tolv, og efter F. IV. 36 otte Aar. Indtil denne Tid regnedes Barnet som utilregneligt og ned heller ikke selv nogen Ret (úmagi). Derfra og til det 15de Aar var det halfréttismaðr og erlagde og oppebar halve Bøder[1]. Fra det 15de Aar var Barnet fuldmyndigt (fulltiði), og den fulde Ret og Ansvarlighed, saavelsom Vidnedygtigheden indtraadte; da var Barnet ór úmegð. Ifølge G. L. 115 antoges imidlertid Barnet allerede fra sit 12te Aar at burde kunne arbejde for sin Føde (þá skal hann matlaunarmaðr vera), og efter G. L. 130 udtraadte en Mand altid af sin Umyndighed, naar han giftede sig. – Ved M. L. V. 22 udsattes Myndighedsterminen til det 20de Aar, medens dog Kap. 14 fremdeles vil, at det 12aarsgamle Barn skal selv kunne arbejde for Føden. Ved Rb. 1280 Art 9 blev det endvidere bestemt, at saavel Retten og Ansvarligheden som Vidnedygtigheden fremdeles skal indtræde fra det 15de Aar. – Begge Kjøn var i Henseende til Myndighed ved de forskjellige Alderstrin stillede lige. Enkemænd og Enker var myndige uden Hensyn til Alder (Rb. 1280 Art 30, jfr. M. L. V. 2).

§ 25.
Værgemaal. Fattiges Forsørgelse.

Var Faderen død og havde efterladt sig umyndige Børn, paalaa disses opfostring og Underholdning saavelsom Værgemaalet for deres Gods (fjárhald) den nærmeste Arving, og var det offentlige ganske uvedkommende; hvorimod det fornødne Tilsyn førtes af de øvrige Frænder. Værgen maatte naturligvis selv have naaet Myndighedsalderen (15, siden 20 Aar); Kvinde kunde være værge ligesaavel som Mand; var hun gift, overtoges Værgemaalet af hendes Husbonde, se G. L.

  1. F. L. IV. 36: Faðir ábyrgist verk barns síns til þess þat er 8 vetra gamalt; en 8 vetra gamall maðr skal taka hálfrétti ok svá bœta, til þess hann er 15 vetra gamall.