Den første historiske Beretning om Lovgivningsvirksomhed i Norge haves om Kong Halfdan Svarte (827–860), der havde samlet sig et Rige paa Oplandene og i Viken: at han «satte Eidsivatingsloven» derfor (Heimskr. Halfd. s. svarta Kap. 7, jfr. Hákonar s. góða Kap. 11 og Flatøbogen I. S. 54 og 563). – Herved kan dog ikke forstaaes andet, end at han samlede og ordnede de i den raumske Tingforening allerede gjældende Retsvedtægter, og forenede de oplandske og vikske Fylker om det fælles Lagting paa Eidsvold.[1] «Halfdan», siger Snorre, «var en vis Mand og en Elsker af Sandhed og Maadehold. Han satte Løven og heldt den selv og lod andre holde den. Han indrettede ogsaa selv Sagetal og fastsatte Bøder for enhver efter hans Byrd og Stilling».
Halfdans Søn Harald Haarfagre (860–933) underlagde sig, som bekjendt, alle Norges Fylker og stiftede det norske Rige (872). Men idet Enekongedømmets Grundlæggelse bevirkedes ved Vaabenmagt, foregik tillige en fuldstændig Omvæltning i hele den ældre Retsforfatning, idet det monarkiske Princip, uafhængigt af nogen overdragelse fra Folkets Side, gjennemførtes. Sagaerne udtrykker dette saaledes: «at Harald tilegnede sig al Odel i hvert Fylke og alt Land, bygget og ubygget, saavelsom Søen og Vandene; alle Bønder skulde være hans Lejlændinge og ligesaa de, som ryddede i Skoven eller brændte Salt ved Stranden, og alle Jægere og Fiskere» (Egils s. Kap. 4, Heimskr. Har. s. hárf. Kap. 6 jfr. 32). Heri ligger dog ingenlunde, at Harald ophævede odelsretten som privat Ret, hvad den Gang heller ikke var det væsenlige ved Odelsinstitutionen; – men han fratog Bønderne deres lige over for Kongen fuldstændige Ejendomsret til Landet, og indførte hvad vi vilde kalde uindskrænket Monarki, saa at han kunde paalægge Folket de Afgifter (nef-
- ↑ Munchs Hist. I 1. S. 401 fgg. E. Hertzberg, Grundtrækkene af den ældste norske Proces S. 117 og 141–3.
