til hendes Giftningsmand[1]. Hvor Konen forlod sin Mand uden lovlig Grund, havde hun efter G. L. 54 og F. L. XI. 14 tabt Retten til Tilgift. Adskiltes de paa Grund af Her fra Konens Side, havde hun efter F. L. XI. 14 og M. L. V. 5 ligeledes forbrudt Tilgiften, men beholdt sin Hjemmegift, hvis det var første Gang, hun forbrød sig; med mindre Manden var villig til at tage hende til Naade, og hun dog undslog sig for at leve med ham; i dette Tilfælde havde Manden Ret til at beholde Hjemmegiften, saalænge Konen levede; men efter hendes Død tilfaldt den hendes Arvinger. Det samme gjaldt, hvis Konen forbrød sig anden Gang, selv om Manden da strax jog hende bort. Adskiltes Ægtefællerne formedelst Hor fra Mandens Side, foreskriver J. K. R. udtrykkelig, hvad ogsaa efter de ældre Love maa have været Regelen, at Konen beholdt saavel Hjemmegift som Tilgift.
Forholdet mellem Forældre og Børn var i den hedenske Tid vistnok lidet lovbestemt, og Faderens Myndighed paa det nærmeste uindskrænket, i alle Fald saa længe Børnene ikke kunde sørge for sig selv. Egentlig Ret til at dræbe sine Børn synes Faderen dog aldrig at have haft; derimod tilkom det ham strax ved Barnets Fødsel, inden det endnu var overøst med Vand, at bestemme, hvorvidt det skulde opfødes eller udsættes, og denne Ret synes endog, hvor Faderen ikke var tilstede, at have tilkommet den nærmeste mandlige Frænde. At udsætte sit Barn ansaaes dog altid for højst skammeligt, og for alene at kunne undskyldes ved den yderste Armod eller ved politiske og Familiehensyn (jfr. Hørds Saga
- ↑ Ef meinleiki sundrar samvistu hjúna með þess ráði, er ráða á at guðs lögum ok manna, hafi sitt fé hvárt þeirra. En ef þau skiljast fyrir þann hjúnskap (var. sifskap), at karlmenns vøld hafa til gengit, ok vissi hann þá þat, er hann festi konu, ok leynir hann því, þá bœti hann fyrir svik sín eptir 12 manna dómi.
