Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/136

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Tilfælde var det en Selvfølge, at det stod enhver af Parterne frit for at indgaa et andet Ægteskab (jfr. c. 18 X. de sponsal. (4. 1). Det gjorde i denne Henseende ingen Forskjel, om det var et dispensabelt eller et absolut Forbud, der var overtraadt; vilde ikke Parterne erhverve Dispensation, kunde den ikke paatvinges dem. I alle vore Kristenretter foreskrives Ægteskabets Opløsning, hvor Parterne er for nær beslægtede eller besvogrede (G. L. 24; B. K. R. (II og III) 6; E. K. R. 30; F. L. III. 1 jfr. B. K. R. (I) 15, J. K. R. 47 og 48). Ligeledes anerkjendes udtrykkelig Tvang som Nullitetsgrund (E. K. R. 23, F. L. III. 22, jfr. c. 14 X. de sponsal. (4. 1). Derimod tales der i vore Kristenretter intet om, hvorvidt Vildfarelse kan paaberaabes som en Annullationsgrund, hvilket den efter Kirkens Grundsætning var, hvor den var en væsenlig error in persona, saasom fordulgt Impotens eller Trældom (c. 4, 5 X. de frigidis (4. 15); c. 2, 4 X. de conj. serv. (4. 9). – overalt gjaldt imidlertid som Regel, at den Ret, som en Ægtefælle kunde have til at kræve Separation paa Grund af Hor eller Ægteskabets Annullation formedelst Tvang eller Vildfarelse, ansaaes frafalden, naar han forsømte at gjøre den gjældende i betimelig Tid, eller, efter at være kommen til Kundskab om Forholdet havde legemlig Omgang med den anden[1].

Ifølge B. K. R. (II) 12 var en Kone, hvis Mand forlod hende og drog bort fra Landet, ikke forpligtet at vænte paa ham længere end 3 Aar. Men til denne Bestemmelse findes intet tilsvarende i de øvrige Love.

Overalt hvor Ægteskabet saaledes opløstes ved Kirkens Dom af en Nullitetsgrund, synes enhver af Parterne at have beholdt Sit, saa at Kvinden fik sin Hjemmegift tilbage men intet Krav havde paa Tilgift (se F. L. III. 22 og XI. 14; M. L. V. 5). Havde Manden imidlertid svigagtigen fordulgt nogen ham bekjendt Nullitetsgrund, skulde han efter M. L. V. 6 bøde efter 12 Mænds Dom, halvt til Konen og halvt

  1. E. K. R. 23: Ef kom verðr nauðig gipt, þá má hon segja skilit millim sín ok bónda síns á hverjum degi er hon vill innan 12 mánaða. En ef hon býr með hánum 12 mánaði eða einum mánaði lengr, þá á hon aldri ván til níkvæðis.