Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/132

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


der Fællig Sted; men dette er ej alene ikke udtalt som Betingelse, men man har aabenbart ikke engang tænkt, at der var Tale om noget andet. Tillægget, at «den Dødes Arvinger fange hverken Bænkegaver eller Tilgaver» kunde endog tyde paa, at Særeje ikke længere skulde være anseet lovligt; men Meningen er udentvivl blot, at Gaverne under Fællig ikke kan udtages forlods. Forresten stemmer denne Anordning ganske med M. L. V. 3, kun at Halvningsfællig er sat istedetfor Tredjingsfællig.

Chr. IV. Lov optog den gjældende Ret, saaledes som den efter de sednere Retterbøder var udviklet, men tilføjede intet Nyt. Den bestemmer først, at den Aftale, som gjøres før Ægteskabet i ethvert Fald er gyldig, men at Konen heller ikke efter Ægteskabet kan vægre sig ved at oprette Fællig, naar Manden forlanger det. Betingelsen, at Ægtefolkene har faaet Fællesbørn, saavelsom Særkuldbørnenes Frænders Kontrol er derimod udeladt. Fælliget skal være Halvningsfællig og omfatte alt, hvad Ægtefællerne ejer eller ejende vorder, ved Arv eller i anden Maade; dog skal ogsaa andet Forord gjælde, naar det er skeet ved skriftlig Kontrakt og med Arvingernes Samtykke. Alle Udgifter skal udredes fælles, og ved Ægteskabets Opløsning al Gjæld betales af det fælles Bo; derefter skal den løse Ejendom og Kjøbejord deles lige mellem den Længstlevende og den først Afdødes Arvinger, men Odelsgodset uden Vederlag tilfalde næste Odelsmand. Er der Børn, hvilke altsaa er nærmest berettigede saavel til den fædrene som mødrene Odel, skal baade Løst og Fast skiftes i 2 Dele mellem den Længstlevende og Børnene, men den første beholde Halvparten af den først Afdødes Odel sin Livstid; dør siden et Barn, som havde arvet en af sine Forældre, uden Livsarving, skal den gjenlevende Parens alene arve den løse Formue efter sit Barn; men den Odelsjord, som Barnet maatte have taget i Arv efter den først Afdøde, falde frit til Frænderne i den Linje, hvorfra det er kommet. Mellem fattige Ægtefæller indtræder Halvningsfællig ipso jure (se Chr. IV. L. IV. 3 og 7 første Arv). – Chr. IV. L. IV. 6 og 13 gjentager derhos de tilsvarende Bestemmelser af M. L. om Boets Skifte