ladte Jordegods skal gaa over til den Æt, hvorfra det oprindelig er kommet.
Saaledes kom Forholdet i Norge efterhaanden til at antage megen Lighed med det i Sverige og Danmark gjældende, hvor Formuefællesskab mellem Ægtefolk var Regelen, men dette paa den anden Side alene omfattede Løsøre og Kjøbejord; medens Arvejorden stod ganske udenfor Fælliget og ved Ægteskabets Opløsning faldt tilbage til den Æt, hvorfra den var kommen. Det er sandsynligt, at denne Lighed under Foreningen med Danmark har udviklet sig mere og mere, saaledes at et virkeligt og fuldstændigt Fællesskab i Formue er anseet indtraadt ved selve Ægteskabet, og at derhos Halvningsfælliget efterhaanden har fortrængt det ældre Tredjingsfællig. Et Exempel herpaa har man i en Dom paa det almindelige Lagting i Bergen af 4 Aug. 1557 (Paus S. 320): En Mand havde gjennem sit Barn arvet sin før afdøde Hustrus Halvdel i det fælles Bo; da Manden sednere var død uden Livsarvinger, gjorde Konens Slægtninger imod hans Udarvinger Paastand paa det efterladte Jordegods, hvoraf Konen havde indbragt det meste. Dommen gik ud paa, at den Del af Konens Odelsgods, som tilhørte det halve Fællesbo, der var tilfaldt Enkemanden som Arv fra Barnet, skulde tilfalde Konens Slægtninger uden Vederlag; hvad derimod havde været indbefattet under den Halvdel af Boet, som Manden havde beholdt efter sin Kones Død, skulde Konens Slægtninger indløse for Penge. Jfr. Lagmandserklæring i Nye Danske Mag. VI. S. 22. Dette Resultat bygges udtrykkelig paa «Sl. Kong Haakons Retterbod» (2 Maj 1313 Art. 1). – Paa det samme Lagting i Bergen 1557 udgaves ogsaa en Anordning om Boers Skifte efter den ene Ægtefælles Død uden Livsarvinger (Krags Hist. II. S. 273): Den først Afdødes Arvinger skal udtage, hvad den Afdøde bevislig har indført i Boet, og ligesaa tilsvare den ældre Gjæld, som den Afdøde har stiftet før Ægteskabets Indgaaelse; alt hvad der under Ægteskabet er erhvervet, saavelsom al fælles Gjæld, der er stiftet efter Ægteskabets Indgaaelse, skal deles lige mellem den Længstlevende og den først Afdødes Arvinger. – Her er Forudsætningen kjendelig nok, at der fin-
