Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Indflydelse bevirke Love antagne.[1] I hvad der alene vedkom Landsstyrelsen og Kongedømmets egen Ret, tilkom det derimod Kongen udelukkende at forordne med gode Mænds Raad; hertil hørte det ogsaa at løse Tvivl om Lovens rette Forstaaelse, fylde dens Mangler og rette dens Uoverensstemmelser (bœta løg). Og det var tillige en Selvfølge, at den Samling og ordning af de gjældende Retsvedtægter, som Samfundslivets Udvikling i Tidernes Løb maatte paakræve, – hvad man i det moderne Sprog vilde kalde Lovgivningens Kodifikation og Revision, – naturligst udgik fra Kongedømmet, og at Lovene tillagdes og gaves Navn efter Kongen; uagtet denne ikke besad nogen lovgivende Myndighed, men Loven altid maatte forelægges for og vedtages af Tingmændene.

De ældste Love var udentvivl meget kortfattede. De tilsigtede ikke nogen udtømmende Behandling af Retsstoffet, men alene en Afgjørelse af de særskilte Retsforhold, som Behovet krævede. De opbevaredes i mundtlig overleverelse, ofte i ordsproglig eller rimet (allitereret) Form,[2] og det er sandsynligt, at der paa Tingene har været afholdt regelmæssige Retsforedrag (løgtala, uppsaga laga) af fremragende Lovkyndige. Ikke før ved Midten af det 11te Aarhundrede blev de skriftlig optegnede; efter nogles Mening først et Aarhundrede sednere.

  1. R. Keysers Efterladte Skrifter II. S. 230 fgg.
  2. Af saadanne haves endnu en stor Mængde bevaret i Lovene. Saaledes: Garðr er granna sættir; Engi skal øðrum at garðstauri standa; I salti liggr sak, ef sœkjendr duga; Engi skal vinna eið fyrir brjóst hins dauða; Svá er, ef einn berr vitni, sem engi beri, en tveir sem tíu; Viðrmælis er hverr maðr verðr; Hverr skal þingi ráða, er þings þykkist þurfa; Allr dagr at stefnu at uppvesandi sólu; Engi á søk á sønnu; Vélakaup skal at vettugi hafa; sitt vedfé á hverrr, ef fyrir váttum er veðjat; Sá skal skiptum ráða, er stœrrum vil skipta; At augnaskoti má óðrlum skipta, nema álburðr þykki betri; Engi má öðrum álburðar synja; Björn ok úlfr skal útlagr vera, þeirra verk vill engi maðr varða; Gánga skal guðrsgæfi til fjalls sem til fjöru, ef gengit vil hafa; Mynda skal meyar fé allt en ekkju fé hálft; Þræll má engi kaupi ráða nema knifi sínum einum; Kýr skal í kýr stað koma; Gjøf er gjaldi betri; Móðir verðr magar arfi; Ábúd jarðar heimilar tekju, en landskyld heimilar loð, o. fl.