Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/129

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ved sine Børns Ægteskab altid skal staa for fulde, hvad enten den gaar ud paa Fællig eller Særeje[1]. Men selv om Særeje bliver vedtaget, er det dog Ægtefolkene tilladt, saa snart de har faaet Fællesbørn, at oprette Fællig, hvilket skal omfatte alt, hvad de ejer og ejende vorder, og være Halvningsfællig, hvad enten der skal skiftes med Børn eller Udarvinger; har nogen af Ægtefællerne umyndige Særkuldbørn af tidligere Ægteskab, udfordres til Fælligets Gyldighed Samtykke af disse Børns nærmeste Frænder. – Det er aabenbart, at begge disse Retterbøder slutter sig nøje til de ovenfor nævnte Varianter af Eidsiva- og Borgartingslovene; sandsynligvis har Landslovens Bestemmelser ikke formaaet ganske at fortrænge den ældre Ret i disse Lagdømmer. – Af et Lagmandsorskurd fra Skeen af 1305–6 (Dipl. Norv. I. No. 108) sees det endog, at Nogle antog Halvningsfællig for det eneste lovlige; men Lagmanden erklærer det for Kongens Bestemmelse, at ogsaa Tredjingsfællig skal holdes, naar det er oprettet med Arvingernes Samtykke.

Fællig mellem Ægtefolk er ganske vist efterhaanden blevet det almindelige, og har vistnok mere og mere antaget Karakteren af et virkeligt Sameje, uden nogen skjelnen mellem Mit og Dit uden for Odelsgodsets Vedkommende, til hvilket selvfølgelig hver Æts Medlemmer beholdt sin særskilte Løsningsret. I Virkeligheden maatte ogsaa en saadan Tingenes Orden blive en Følge deraf, at alle Udgifter og al Gjæld skulde betales af det samlede Bo. Ti derigjennem kom Ægtefællernes særskilte Ret til, hvad enhver havde indbragt, alene at vise sig i en forskjellig Fordeling ved det endelige Opgjør efter Ægteskabets Opløsning: Herunder maatte da først bringes i Anslag, hvad den ene havde indbragt mere end den anden, samt Bøder, som af det samlede Bo var betalte for den ene af Ægtefællerne, og dette forlods afsættes; – dernæst Udstyr til Døtre og den paa Boet hvilende Gjæld fordeles efter enhvers Lod i Fælliget, – og endelig det, som derefter blev tilbage, og var Gjenstand for Fællig, deles i det legale Forhold, lige ener Manden 2 Tredje-

  1. hvárt sem félag er eða tilgjøf.