Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Tredjedele og Konen en Tredjedel af Tilvæxten. De under Ægteskabet faldende Udgifter skulde bæres lige af begge, altsaa udredes af det fælles Bo, em de end blot vedkom den ene, f. Ex. Forsørgelse af dennes trængende Slægtninge[1]. Ligeledes skulde Beder, som under Ægteskabet blev nogen af dem idømte, udredes af det fælles Bo; men her skulde ved Ægteskabets Opløsning den anden Ægtefælle eller dennes Arvinger have Ret til forlods at udtage et tilsvarende Beløb uden Renter, V. 5, hvilken Bestemmelse udentvivl er tagen af den ældre islandske Lov (jfr. Grág. Festaþ. K. Kap. 154, St. Kap. 143). I Døtrenes Udstyr skulde begge deltage i Forhold til sin Lod i Fælliget (V. 7[2]), og efter samme Forhold skulde begge ved Ægteskabets Opløsning tilsvare den skyldige Gjæld (V. 13, der ordret er udskreven af G. L. 115). At det imidlertid er Meningen, at Gjælden altid skal udredes af det fælles Bo og først derefter Overskuddet komme til Fordeling i det bestemte Forhold, fremgaar af Bestemmelserne i Kap. 3. – Med Hensyn til fattige Ægtefolks Erhvervelser under Ægteskabet bestemmer V. 4, at Boet skal deles lige, hvor der skal skiftes med Bern; men at den længstlevende Ægtefælle tilkommer 2 Tredjedele, hvor der skal skiftes med den førstafdødes Udarvinger.

I Landslovens Forskrifter om Ægtefællig gjordes atter Forandringer ved Hertug Haakons Rb. for Ringerige og Hadeland af 1297–1298 Art. 2, hvorefter Fællig skal være gyldigt, om det ogsaa er oprettet paa andre end de legale Betingelser, naar det er oprettet før Ægteskabet med Arvingernes Samtykke og Frændernes Raad. – Endelig udgav samme Konge en almindelig Retterbod om Ægtefællig (gl. L. III. S. 139–141), hvorved bestemtes, at Forældrenes Aftale

  1. Með því mugu þau félag leggja sín í millum, at hvárt leggi til félags allt þat er þá á eða eigandi verðr með erfðum ok øðrum hlutum; falla síðan úmagar til annarshvárs, þá skal þat jafnt beggja þeirra kostnaðr vera, þó at engi komi á annars fé.
  2. Hvervitna þar sem félag er hjúna millum, þá skal gipting dœtra ok heimanfylgja greiðast af beggja þeirra fé eptir því sem félag þeirra var lagt ok gert; en ef eigi er félag hjúna millum, þá skal eptir fjármegni hvárt leggja til barna sinna. .