Eidsivatings- og Borgarting-Lagdømmer i Arvebolkens Kap. 3 en Variant, der højst sandsynlig har tilhørt den ældre Lov for disse Lagdømmer. Her kræves, ligesom i Gulatingsloven, Arvingernes Samtykke til Fælliget, naar Ægtefællerne ikke har fælles Børn, og Forskrifterne stemmer i det hele ganske med G. L. 53; men i Henseende til enhvers Lod i Fælliget gives her den Regel,at «Boet skal deles lige (helmings-félag), hvis der skal skiftes med Livsarvinger; men hvis der skiftes med Udarvinger, skal den længstlevende, hvad enten det bliver Manden eller Konen, tage 2 Trediedele og den førstafdødes Udarvinger en Tredjedel, men deres Odel gaar efter som Loven bestemmer». Og i et Haandskrift af Haakon Magnussøns Retterbod om Fællig, hvori ligeledes den her anførte variant til Arvebolkens Kap. 3 er vedføjet, tillægges derhos, at ulovlig lagt Fællig maa være rokket inden 9 Aar. Det synes saaledes, at Eidsivatings- og Borgartingslovenes Regler har været overensstemmende med Gulatingslovens blot med Undtagelse af Delingsforholdet samt Tidsfristernes Længde.
Den nyere Lovbog slutter sig ligeledes nærmest til Gulatingsloven[1], men erklærer derhos sine Forskrifter for ufravigelige, saaledes at i Overtrædelsestilfælde det Passerede var aldeles ugyldigt, selv om ingen paatalte det. Ifølge M. L. V. 3, B. L. ibid. var Manden berettiget til at fordre Fællig oprettet, og noget Samtykke fra Arvingerne eller Særkuldbørnenes værger behøvedes ikke. Derimod indtraadte Fællig aldrig af sig selv. Fælliget skulde omfatte alt, hvad Ægtefællerne ejede eller sednere blev ejende ved Arv ener paa anden Maade. Ved Ægteskabets Opløsning skulde den, der havde indbragt mest i Fælliget, eller dennes Arvinger, tage mest ud, – altsaa forlods godtgjøres Forskjellen mellem sit og den andens Indbragte. Resten skulde deles lige, hvis Boet under Ægteskabet var blevet formindsket; men hvis det var blevet forøget, tilkom Manden
- ↑ Magnus Lagabøters Udkast til en Gulatings Kristenret Kap. 28 stemmer endog ordlydende med den ældre Gulatingslov Kap. 52 og 53. Jfr. Munchs Hist. IV. 1 S. 525–6.
