Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/121

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


udrede Bøder til sin Kone (G. L. 54, F. L. XI. 13, B. K. R. (II) 8 o. fl,)

Indkomsterne af Konens Formue tilfaldt imidlertid vistnok altid Manden; han skulde have dem som Bidrag til Husholdningens Udgifter, og kunde tilegne sig det mulige Overskud. Dette fulgte for Hjemmegiftens Vedkommende ligefrem af dennes Øjemed, og med Hensyn til Tilgiften (og mundr) m. m. fremgaar det deraf, at Konens Ret til samme først indtræder ved Ægteskabets Opløsning, ligesom der heller ikke nogetsteds er Tale om, at Konen udtager af Boet mere end selve sin Kapital. Det er ogsaa ligefrem udtalt i F. L. IX. 19 og XI. 5[1]. – Paa den anden Side fremgaar det klart af Lovene, at alle Husets løbende Udgifter maatte bestrides af Manden, uden Afgang i Konens Kapital; F. L. XI. 5 bestemmer endog, at Forsørgelsen af Konens trængende Slægtninge skal ske uden Afgang i hendes Hjemmegift (jfr. IX. 22 og 25). Alene i Landskyldens Udredsel, forsaavidt de lejede en Fremmeds Jord, skulde ifølge F. L. XI. 7 Konen deltage for en Tredjedel; men dette bør efter hele Forbindelsen rettest henføres til Gjældens Betaling efter Mandens Død i Tilfælde af Fællig (jfr. G. L. 115), saa at Meningen er, at Konen personlig maa tilsvare en Tredjedel af den skyldige Landsleje, men ingen anden Gjæld. Naar videre tilføjes: at der, hvis Jorden, de bor paa, tilhører en af Ægtefællerne selv, ikke tilkommer denne noget Vederlag af den anden for den fælles Brug deraf, da er dette en ligefrem Følge af Regelen, jfr. Kap. 15 (forandret ved Rb. gl. L. III. S. 140), hvorefter Manden endog er berettiget til at oppebære og beholde hele det løbende Aars Landskyld af Konens bortbygslede Gods, hvis hun dør efter den 1ste Maj[2].

  1. Slíkan eyri skal hverr maðr af hendi sér reiða, sem hann tók.
  2. Forholdet var saaledes i Norge ganske andet og naturligere end paa Island, hvor Adskillelsen mellem begge Boer, forsaavidt Fællig ikke udtrykkelig var stiftet, strakte sig lige til de løbende Husholdningsudgifter, hvortil enhver ydede sit forholdsmæssige Bidrag, og hvor Manden under Ægteskabet maatte aflægge løbende Regnskab for Indkomsterne af Konens Bo, og svare hende Renter af mundr; hvorimod han selv nød Renterne af hendes Hjemmegift.