Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


viser omvendt, at Konens Forgribelse paa sin Mand bedømtes meget strengere.

Ægteskabet medførte ingen Sammensmeltning af Ægtefællernes Formue; men hver besad sin Formue særskilt for sig, og hver kunde have særskilte Forpligtelser[1]. Til Konens Formue henregnedes hendes Hjemmegift, hvortil ogsaa kom hendes sednere Erhvervelser ved Arv eller anden særskilt Adkomst, – samt Mundr, Tilgiften og de Gaver, som Manden ved Fæstemaalet havde tilsagt hende. Til det sidste (mynding) havde hun imidlertid kun en eventuel Ret, da hun blot erholdt det, dersom hun overlevede sin Mand, eller Ægteskabet adskiltes ved hans Brede. Ved Ægteskabets Indgaaelse skulde efter Regelen Formuen vurderes og Forholdet offentlig forkyndes (G. L. 52, 54 og 115; F. L. III 6, IX. 19, XI. 5, 6, 8 og 15; B. R. 123; M. L. V. 3, B. L. ibid.)

Bestyrelsen af begges Formue tilkom Manden, der, medens Ægteskabet bestod, raadede for sin Kones Gods. Dog kunde der vistnok, som det udtrykkelig siges i F. L. XI. 5, ved Fæstemaalet eller Brylluppet være Konen forbeholdt en udvidet Raadighed over sit Bo eller en Del deraf. Manden skulde svare for sin Kones Handlinger; men ingen skulde ved Ord eller Gjerning forbryde den andens Gods, og Bøderne faldt altid den skyldige selv tillast (G. L. 52[2], F. L. III. 7, V. 13 og X. 38, jfr. B. K. R. 3, M. L. V. 5, B. L. ibid., J. K. R. 44). Uagtet det intetsteds udtrykkelig er sagt, at Konen under Ægteskabet havde Ret til at kræve Regnskab af sin Mand for hans Forvaltning, men det tvertimod kjendelig forudsættes, at herom aldrig bliver Spørgsmaal (se saaledes F. L. XI. 15), – skjønnes det dog ikke vel at kunne negtes, at hun maatte være berettiget dertil, om hun vilde; i modsat Fald blev der ogsaa liden Sammenhæng i, at Manden kunde komme til under Ægteskabet at

  1. Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrsschrift 10de Bd. S. 383 fgg. Olivecrona, Om makars giftorätt i bo, 4 Uppl. S. 161–78.
  2. Hvárki þeirra skal fyrirmæla né fyrirgera annars fé.