Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/12

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


8. Fra Lovbogen til den indenlandske Lovkyndigheds Opkomst ved Andreas Høyer og juridisk Examens Indførelse ved Fr. 10 Febr. 1736.

9. Fra Høyer til Ørsteds Fremtræden, eller for Norges Vedkommende indtil dets Adskillelse fra Danmark 1814.

Retshistorien behandler alene Tidsrummet indtil Christian den femtes Lovbog, ved hvilken i det mindste i den skrevne Ret et fuldstændigt Omslag skede, og en ny Grundvold blev lagt for Retsudviklingen, der bekvemmest betragtes i Forbindelse med Fremstillingen af vor nu gjældende Ret.

§ 2.
Lovenes Tilblivelse.

Oprindelig maa det vistnok antages, at ethvert af de mindre Samfund, hvori det norske Folk i Oldtiden var delt, har haft sine egne, mere eller mindre afvigende Retsvedtægter (jfr. Olafs s. helga Kap. 10)[1]. Det er imidlertid sandsynligt at flere af disse Samfund allerede lige fra Landets Bebyggelse har staaet i en nærmere indbyrdes Forbindelse og dannet større Grupper eller Afdelinger af Folket. Saaledes Trønderne (om Trondhjemsfjorden), Hørderne og Rogerne (paa Vestlandet), Raumerne (paa Oplandet), Vikverjerne (om Kristianiafjorden). Inden disse Grupper har vistnok en i det væsenlige overensstemmende Retsudvikling fundet Sted, og det sees, at de tidlig har sluttet sig sammen om et fælles Ting (allsherjarþing) og en fælles Lov. Saaledes havde Trønderne sit allsherjarþing på Øren ved Nidelvens Udløb (Olafs s. Tryggvas. Kap. 105, FmS. I. S. 224, Heimskr. Kap. 57); Hørderne sit Fællesting paa Gula i Hørdafylke (Egils saga Kap. 56 og 57).

Den lovgivende Myndighed i alt, hvad der vedkom de privatretlige Forhold (løg), hvilede hos det til Tinge forsamlede Folk. Høvdingerne og sednere Kongen, som Lovens vogter og selv Loven undergiven, havde naturligvis her en vægtig Stemme med, og kunde vel ogsaa ofte selv tage Initiativet og ved sin

  1. Jfr. P. A. Munch, Det norske Folks Historie I. 1. S. 85 og 98–100. L. M. B. Aubert, De norske Retskilder I. S. 28.