Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/112

Staten sluttede sig til Kirkens Regel, at Fæstemaal i Kollisionstilfælde maa vige for et yngre Ægteskab, saa finder man dog endnu den gamle Betragtning af Fæstemaalet som Ægteskabets rette borgerlige Grundlag vedligeholdt i de bevarede Fæstemaalsformularer, hvor jevnlig den præsentiske Form benyttes^[1]. – J. K. R. 41 befaler iøvrigt, i Lighed med den ældre Kristenret (F. L. III. 12), at Bryllup skal holdes inden 12 Maaneder efter Fæstemaalet, selv om det bliver noksaa tarveligt^[2], jfr. M. B. K. R. 16, G. K. R. 24, se og M. L. V. 24, B. L. 23, der advarer mod overdreven Bekostning ved Bryllupper og forbyder, at noget Bryllup maa vare længere end 2 Dage. Paa Helligdage maatte Bryllup aldrig holdes (G. L. 27, B. K. R. 7, E. K. R. 21, F. L. III. 9, J. K. R. 45).

Overensstemmende med en Beslutning af det 4de lateranske Kirkemøde i 1215 (c. 3 X. de cland. desp. (4. 3), – hvis Bestemmelser dog, mærkelig nok, ikke findes paaagtede i Sigurds Kristenret af 1244, – er det saavel i J. K. R. 40–43 jfr. 47 som i M. B. K. R. 15, G. K. R. 23 paabudt, at der før Brylluppet skal finde en offentlig Lysning Sted i Kirken paa 3 Søndage, for at alle de, som havde nogen Indsigelse at gjøre mod Ægteskabet, kunde have Anledning til at fremkomme dermed^[3]. Lysningens Undladelse skulde imidlertid ikke medføre Ægteskabets Ugyldighed, men alene Bøder for Parterne og Suspensionsstraf for den forsømmelige Præst; hvorimod Følgen var, at, dersom der bagefter viste sig at være Ugyldighedsgrunde for Ægteskabet, skulde Børnene ansees for uægte, selv om Forældrene havde været i god Tro^[4]; hvis derimod behørig Lysning havde fundet Sted,

Se saaledes en Fæstemaals-Formular i gl. L. II. S. 72 Note 24.: Guð sé váttr minn, en þér erut nefnðir váttar, at ek N. lögfesti mér N. með þeim máldaga, sem nú var upp tíndr fyrir váttum, at guðs lögum ok manna. Skalt þú vera min kona eigiu, en ek þinn eiginn bóndi, meðan vit lifum bædi, með öllu lögligu sambandi okkars hjúnskaps. Jfr. M. B. K. R. 25.

1. Se saaledes en Fæstemaals-Formular i gl. L. II. S. 72 Note 24.: Guð sé váttr minn, en þér erut nefnðir váttar, at ek N. lögfesti mér N. með þeim máldaga, sem nú var upp tíndr fyrir váttum, at guðs lögum ok manna. Skalt þú vera min kona eigiu, en ek þinn eiginn bóndi, meðan vit lifum bædi, með öllu lögligu sambandi okkars hjúnskaps. Jfr. M. B. K. R. 25.
2. Ok skal þó gera brúðhlaup, at af blöndu geri.
3. Jfr. Munchs Hist. III. S. 619–20.
4. Því at þau vildu eigi meinbugi vita, er eigi vilðu áðr lýsa láta.