Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/111

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Husfrue (húsfreyja) i sin Mands Hus[1]. – Brylluppet var imidlertid en rent privat Høitidelighed, og ingen Betingelse hverken for Ægteskabets borgerlige eller kirkelige Anerkjendelse, skjønt det vistnok saavel i den hedenske som i den kristelige Tid har været ledsaget af religiøse Ceremonier. Uagtet Fæstemaalet og Brylluppet saavel i borgerlig som kirkelig Henseende var to forskjellige Akter, – den foreløbige Forpligtelse og dennes endelige Fuldbyrdelse, – saa var det dog alene Fæstemaalet, hvorpaa Ægteskabets Gyldighed borgerligt hvilede, medens Kirken fra sin Side alene tog Hensyn til Maaden, hvorpaa Parterne havde tilkjendegivet sin Vilje: om de havde erklæret at ville være Ægtefæller fra nu af, eller først sednere at ville blive det; i første Tilfælde var det nemlig et virkeligt Ægteskab (sponsalia de præsenti: ego te in meam accipio), i andet Tilfælde kun en Trolovelse (sponsalia de futuro: ego te in meam accipiam). Heraf fulgte, at en Forbindelse, der var sluttet paa den førstnævnte Maade, selv om den ikke fuldbyrdedes ved noget Bryllup, efter Kirkens Grundsætning gik foran for et ældre Fæstemaal, om ogsaa Bryllup sednere blev holdt efter dette (c. 31 X. de spons. (4. 1), c. 1, 3 X. de sponsa duor. (4. 4), og ganske i Overensstemmelse hermed siger J. K. R. 40, at Fæstemaal skal sluttes med Ord, som betegner Forbindelsen som tilkommende, saasom: mit skulum hjúnskap saman tengja; hvor derimod ved Fæstemaalet er benyttet slige Udtryk som: ek festir þik til eiginnar konu, eller: ek tek þik mér til eiginnar konu, eller andre Ord, der betegner en allerede tilstedeværende Overenskomst (er birta nálega samþykt), med tilsvarende Udtryk fra Kvindens Side, – da er en saadan Fæstelse i Virkeligheden et Ægteskab (eigi at eins festarmál, heldr bundinn hjúnskapr). – I den virkelige Anvendelse lod imidlertid en saadan skjelnen mellem Udtrykkene sig vanskelig iagttage; det afgjørende blev dog altid, hvorvidt Parterne i Virkeligheden havde ment, at Forbindelsen skulde være Fæstemaal eller Ægteskab; og medens vistnok ogsaa

  1. I G. L. 27 bruges Udtrykket: kaupa konu mundi ok máldaga om Brylluppet selv.