Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/107

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fleste Tilfælde den Betaling, Manden erlagde for sin Kone, mere end opvejet ved den Medgift, han erholdt med hende. Formen af et Kjøb skulde vistnok alene bære Vidnesbyrd om det Værd, Brudgommen tillagde Forbindelsen, som tilvejebragt gjennem Opofrelser fra hans Side: ikke for intet forbandt Bruden sig i Ægteskab med ham, og ikke for intet afstod Giftningsmanden til ham det Værgemaal, han hidtil havde haft over det kvindelige Medlem af Familien. Mærkes kan ogsaa, at, medens det stadig siges: at Manden kjøber sin Kone, bruges aldrig det omvendte Udtryk: at Konen sælges til sin Mand.[1] – Oprindelig maa det vistnok antages, at mundr tilfaldt den, som bortfæstede Bruden, altsaa hendes Giftningsmand, hvis hun var Mø, som ikke havde arvet (jfr. ældre Edda Oddr. gr. str. 22 og 23); men dette er ganske forsvundet af Lovene, saadanne som vi nu besidder dem, og mundr tilfalder altid Kvinden selv, ligesaavel som Tilgiften og de øvrige Gaver (morgungjöf, bekkjargjöf, línfé, knékast[2]), som Brudgommen ved Fæstemaalet forbandt sig til at udrede. Dette har igjen bevirket, at, uagtet mundr i sit Væsen var ganske forskjellig fra Mandens øvrige Præstationer, som en nødvendig og lovbestemt Betingelse for selve Ægteskabets retlige Gyldighed, – medens Tilgiften rettede sig efter Hjemmegiften og, ligesom de øvrige Gaver, var overladt til Parternes frie Bestemmelse, – saa sloges de dog i den retlige Anvendelse sammen, og indbefattedes under de almindelige Benævnelser mynding (G. L. 54), tilgjöf, gagngjald ok gjafar (G. L. 115), gjöf (G. L. 124[3]); jfr. F. L. XI. 14, der i Be-

  1. ↑ Se Olivecrona, Om makars giftorätt, 4 Uppl. S. 136 fgg. Maurer, i Kritische Vierteljahrsschrift X. S. 393.
  2. ↑ Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrsschrift X. S. 390–95.
  3. ↑ G. L. 54: Nú skal gjøf konu heimil vera, er til hennar var gefin, hverr sem skilnaðr þeirra verðr. Mynding skal við øllum hlutum heimil vera, nema við tveim einum, ef hon deyr barnlaus eða gengr frá hánum foryftalaust. – 115: Nú er þar úmaga eyrir í garði ok máli konu, þá er vel, ef þeim vinst báðum fé, en ef eigi vinst, þá skal hon þarnast gagngjalds ok gjafar. Heldr skal kona þarnast tilgjafar sinnar heldr en þeir menn, er fyrr áttu at hánum, en hann fangi hennar, þvi at engi skal sér konu kaupa við annars fé. Nú skal hun hafa heimanfylgju sína. – 124: Nú skulu þat váttar bera:
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Brandt_-_Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie_1.djvu/107&oldid=185053»