Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/106

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


lige saa stor som Hjemmegiften[1]; men efter F. L. XI. 4, 16 o. fl., B. R. 123, som Navnet viser, halv saa stor som denne (þriðjungsauki). Tilgiften tilhørte Konen, hvis hun overlevede sin Mand, eller Ægteskabet opløstes ved hans Brøde; men døde Konen før Manden eller skiltes fra ham uden gyldig Grund, beholdt Manden samme (G. L. 54 jfr. 115; F. L. IX. 19, XI. 14 og 15 jfr. III. 22; B. R. 105 og 123; M. L. V. 3–6, B. L. ibid.). I Forbindelse hermed bestemmer Lovene, at hvad Konen medbringer i Hjemmegift, behørigen skal hjemles Manden. Bliver noget af dette ham fravindiceret, kan Manden sagsøge Giftningsmanden til fuld Erstatning, og i dette Tilfælde saavelsom overalt, hvor Manden maatte indtale nogen Del af Hjemmegiften ved Søgsmaal, skulde ingen Tilgift for saa vidt beregnes. Havde Nogen vidende ladet sit Gods benytte til saaledes for et Syns Skyld at tjene som Hjemmegift, tabte han til Straf sin Vindikationsret lige over for den besvegne Mand.

Den formelige Overenskomst mellem Manden og Kvindens Giftningsmand, eller undtagelsesvis hende selv, angaaende Ægteskabets Indgaaelse, hvorunder tillige bestemtes det fornødne om Hjemmegift og Tilgift og overhovedet om Ægtefolkenes hele Formuesforhold, kaldtes Fæstemaal (festar, festarmál), og maatte altid foregaa vidnesfast (se f. E. Njáls S. Kap. 2). Det væsenlige Moment herved var efter de ældre Love, at Manden i Formen kjøbte sin Hustru for en vis Betaling (mundr); at vera mundi keypt er i Lovene ensbetydende med ordentlig gift (skilfengin). Denne Kjøbesum maatte efter G. L. 51 og 124 ikke være mindre end 12 Ører (öreigi-mundr), jfr. Kap. 64, der forudsætter mundr ogsaa ved Trælles Giftermaal; efter B. K. R. (II) Kap. 10 synes 3 Mark at have været regnet som lovlig mundr. – Herved maa man dog ingenlunde forestille sig, at et virkeligt Salg af Kvindens Person til Giftningsmandens Fordel fandt Sted. En saadan Opfatning vilde været aldeles stridende mod de Gamles Begreber; den selvsamme Form benyttedes jo, hvor Kvinden selv bortfæstede sig, og desuden blev vistnok i de

  1. koma eyrir eyri í gegn.