Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

blevne gifte, andre ikke, skulde efter Forældrenes Død de ugifte Døtre saavelsom de, der havde erholdt utilstrækkeligt Udstyr, forlods udtage det manglende af Boet, saafremt dettes Tilstand tillod det (G. L. 128; F. L. XI. 2 og 3). M. L. V. 7, 1ste Arv, B. L. og Chr. IV. L. ibid. paabyder derimod ubetinget Kollationspligt i dette Tilfælde, saa at de, der har faaet formeget, maa tilbageføre det manglende. – Ifølge M. L. V. 1, B. L. og Chr. IV. L. ibid. maatte ikke mere end en Tredjedel af Medgiften bestaa i Klæder; det øvrige skulde være saadanne Ting, hvoraf Manden kunde have Nytte eller Indtægt.

Hjemmegiften var saaledes i Regelen alt, hvad Kvinden erholdt af sin Familie og medbragte til sit eget Hus. Indkomsterne heraf var hendes Bidrag til den fælles Husholdning. Besad hun derimod egen Formue, enten fordi hun var Enke eller havde arvet, bragte hun naturligvis denne som Medgift i sit Ægteskab. G. L. 54 synes imidlertid at ville, at en Enke alene skal medbringe sin halve Formue i sit nye Ægteskab[1], hvorved Meningen naturligvis maa være, at den anden Halvpart skal tilhøre hendes Børn af første Ægteskab. Medgiften skulde i Regelen overgives Manden efter foregaaende Vurdering.

I Vederlag mod Hjemmegiften skulde Manden fra sin Side give sin Hustru et Tillæg til denne efter et vist Forhold (tilgjöf, gagngjald). Denne synes efter G. L. 54 at have skullet være

  1. Mynda skal meyar fé allt ok koma eyrir eyri í gegn, en ekkju fé halft. Mynding skal við öllum hlutum heimil vera, nema við tveim einum o. s. v. Ordet mynda (overlevere, give ihænde, jfr. F. L. XI. 4) maa, som Modsætningen viser, henföres til det Vederlag, Manden skulde give Konen mod hendes Hjemmegift. Paus oversætter: «Jomfru skal have saa stor Tilgift, som alt det Gods, hun bringer ind til Manden, beløber sig til, og skal der komme Øre imod Øre. Men Enke skal have saa megen Tilgift, som halvt det Gods, hun indbringer. Vistnok synes dette meget tvunget; men Resultatet bliver det samme, da Tilgift imod Halvparten af det Gods, som Enken indbringer, naturligvis hviler paa den Forudsætning, at hun heller ikke bringer mere end Halvparten af sit Gods som Medgift til ham. – Jfr. Maurer i Kritische Vierteljahrsschrift X. S. 384; Olivecrona, Om makars giftorätt i bo, 4 Uppl. S. 164.