Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Rettens Oprindelse ligger saaledes forud for al Historie, og er egentlig samtidig med Samfundsdannelsen selv; dette giver sig ogsaa tilkjende deri, at Folkene gjerne henfører sine ældste Love til Guderne. Ogsaa i vore Oldsagn omtales Love af Odin og Frey, og Lovgivning og Retspleje stod hos vore Forfædre i nøjeste Forbindelse med Religionen.

Den saaledes udviklede sædvansmæssige Ret fremtræder imidlertid mere som en Forudsætning om, hvorledes enhver retsindig Mand vil handle, end som en ufravigelig Befaling om, at han skal handle saaledes, hvilket ligger i det moderne Begreb om Lov og Ret. Omgivelsernes Tryk vil dog altid gjøre det vanskeligt for den Enkelte at sætte sig ud over, hvad der antages som Ret, og, eftersom Forholdene udvikler sig, og Erkjendelsen af Samfundets Myndighed ligeoverfor det enkelte Medlem bliver stærkere, vil umiddelbart bindende Retsnormer dannes efter Omstændighederne ved Folkebeslutninger eller ved Høvdingers og Kongers Befalinger. Dette nye Element vil fra først af alene slutte sig supplerende til den sædvansmæssige Ret; men efterhaanden vil det optage denne i sig, og danne den hele Masse af forhaandenværende Retsbestemmelser til et ensartet Hele, og nu vil Retten fremtræde som Lovbud, udgangne af Statsmyndighedens Vilje, og i Bekjendtgjørelsen finde endnu en anden Hjemmel for sin Gyldighed end den, som ligger i dens oprindelig forudsatte Fornuftmæssighed. Sædvanen, hvilende paa den inden Folket levende Overbevisning, vil nu mere og mere tabe sig som selvstændig Retskilde, og mere og mere indtage en supplerende og fortolkende Stilling, uden at det dog nogensinde kan siges, at den ophører som forpligtende Retskilde.

Af denne Fremstilling af Retsudviklingens Gang vil det fremgaa, at et Folks ældre Retstilstand maa opfattes og forklares paa en ganske anden Maade end den, der anvendes ved Fremstillingen af en Nutidens Lovgivning. Retshistorien er mere en historisk, om man vil kulturhistorisk, Disciplin end en juridisk. Heraf følger baade, at de historiske Kilder, – Sagaer og Diplomer – for Kundskaben om de Gamles Retsforfatning maa faa en ganske anden Betydning ved Siden af de opbevarede Love, end nu tildags, og at det heller ikke