Arnodalen og lægger guldglans over domens mægtige kuppel og over de hvite marmorbygninger. Men kommer man ned fra høiden, da er smilet borte, et næsten strengt alvor har avløst det. Derfor hører man ikke sjelden at for den som for første gang ser Florens er byen en skuffelse, og den som ikke har tilstrækkelig taalmodighet kommer siet ikke ut over denne skuffelse, for Florens er en stolt frue, hun gir sig ikke i en snarvending. Men den som har taalmodighet, den faar sin belønning, kanske mer end han tragtet efter, for det er et gammelt ord, at den som Florens først har faat tak i, den slipper aldrig mere løs.
Den engelske forfatterinde Mrs. Oliphant har git et slaaende ut tryk for grunden til dette i en sammenligning hun trækker mellem Florens og dets store rival Venedig: ―
«Efter den fortryllelse, som ved det første syn av Venedig griper en hver, falder det likesom en følelse av kulde over vandreren, for hvor er digterne henne? ― hvor er profeten? ― hvor de fyrstelignende bor ― gere? — hvor de lærde forskere? Hvor er de henne alle de mænd vi synes vi skulde kjende igjen, hvor i verden vi saa møtte dem? De er ikke her. ― I solskinnet paa Piazzan, i S. Marcus straalende halvmørke, i dogepaladsets store raadssaler, som engang var fulde av store statsmænd med vidtomfattende interesser, møter os nu neppe en eneste av disse skikkelser, det er ikke én hvis individuelle fotspor er gjenkjendelige. Istedenfor de mænd, som gjorde Venedig til det det var, som med saa sterk en haand styrte statsskibet, istedenfor de kunstnere som snrykket de stolte såler, møter os overalt bare Venedigs eget store billede —— — — — I Venedigs krønike er byen seiv alt, individet ingenting — resultatet er og blir Venedig, ikke tanken paa store venezianere.»
Ikke saa i Florens. Hvor vi der gaar, hører vi ekkoet efter stor mænd paa alle aandslivets omraader, det er ekkoet efter deres skridt som gir byen dens atmosfere. Men hvorfor er det da ikke saa i Venedig? ― Venedig som var saa meget rikere og mægtigere? hvorav kan dette komme?
